Stille hjerte er en hjerteskærende tåreperser, der udfordrer publikum med deres forhold til døden og livsbegivenheder.

Hvad ville du gøre, hvis din mor fortalte dig, at hun havde planlagt sin egen død på grund af hendes uhelbredelige sygdom? Det er lige præcis denne problemstilling Bille August skildrer i familiedramaet Stille hjerte.

Esther (Ghita Nørby) er terminalt syg og ønsker at tage afsked med denne verden inden hendes sygdom for alvor overtager hendes liv. Den nærmeste familie, heriblandt Esthers mand Poul (Morten Grunwald) og døtrene Heidi (Paprika Steen) og Sanne (Danica Curcic), har accepteret Esthers ønske om at dø, og sammen samles de over en weekend for at tage afsked. Stemningen er trykket fra start, hvilket ikke kun skyldes den sårbare situation, men også det anspændte forhold mellem de to søstre. Weekenden rusker både op i gamle konflikter og åbner samtidig op for nye erkendelser, der tilsammen viser sig at blive en følelsesladet rutschebanetur, der når hele vejen ud til publikum.

Den ellers meget dramatiske stemning der følger hele filmens forløb, bliver i brudstykker brudt af karakteren Dennis (Pilou Asbæk), der spiller Sannes hashtåge af en kæreste. Han siger de forkerte ting, på de forkerte tidspunkter, men det lykkes ham alligevel, på sin helt egen og meget upassende måde at løfte den trykkede stemning for både familiemedlemmerne og filmens publikum. Karakteren Dennis er med til at skildre, hvordan mennesker i selv de mest hårde perioder af livet har behov for et afbræk og trække på smilebåndet.

Instruktøren Bille August har med egne ord søgt at lave en film, hvor historien bliver om os alle… da vi jo alle skal dø. Formålet med filmen er blandt andet at få publikum til at reflektere over meningen med det liv, vi selv lever og de handlinger, vi udfører.

Denne udfordring i at skildre så store spørgsmål i livet, har skuespillerne taget op med formidable præstationer. Følelserne sidder uden på tøjet, lige under huden eller dybt begravet i det indre, afhængigt af hvilket familiemedlem blikket vendes imod. Jo længere vi kommer ind i filmen, jo større kendskab får seeren til de forskellige karakterer, som alle får mere kant og personlighed. Styrke, sårbarhed, kærlighed og usikkerhed er både med til at skabe og nedbryde personerne. At kunne skildre de følelser og reaktioner som måtte dannes i forbindelse med en sådan morbid situation, er fascinerende. At det samtidig er lykkedes skuespillerne at nå ud til publikum, og få dem til at mærke disse følelser på egen krop, er en præstation for sig.

Bille August formår at male et billede af, hvordan menneskelige værdier kan sættes på en spids, når vi udsættes for noget ukendt, og hvordan sorg får folk til at bryde sammen, træde i karakter og løfte hinanden op. Samtidig skal det dog ikke underkendes, at det er en film om etik, om valget over eget liv, og om vi skal, kan og må påtage os den rolle. Debatten om aktiv dødshjælp bliver genovervejet på godt og ondt; filmen er ikke bare en tåreperser, den er også en alvorlig samfundskritisk film, der sætter problemer under debat.

Stille hjerte er en film, der kan få selv den hårdeste fyr til at fælde en lille tåre, da vi alle kan sætte os ind i følelsen af at miste én vi holder af.