The Minds of 99 bliver ikke afmystificeret i dokumentaren, der har fulgt dem i halvandet år. De står stadig tilbage som mystiske musikere. Kan det gøres på en kreativ og visuelt flot måde, så har du en dokumentar, der er fængslende fra start til slut.

Frontfiguren Niels Brandt står foran en isblå sø og en høj klippe med nedfalden sne. Lyset er koldt. Brandts kridhvide hår matcher sneen. Han kan ikke være i sig selv. Han vrider sig og råber. I baggrunden rumler anskuende kommentarer fra ham selv og bandmedlemmerne som en overvældende montage af tanker. Sådan ser åbningsscenen ud i dokumentaren ‘Stor som en sol’.

Oppe at hoppe, nede at lede
Dokumentaren følger det prisvindende danske rockband The Minds of 99, under skabelsen af deres tredje album Solkongen og afviklingen af deres dertilhørende turné. ‘Stor som en sol’ er en fortælling om at skabe mening med tilværelsen og om at miste sin kreative drivkraft, når forsangerens sindstilstand uventet skifter fra dominerende dyster til sorgløs.

Portrættet af The Minds of 99 skildrer kunsten ved at kunne samarbejde og imødekomme alles meninger om den musik, de sammen skaber. De er beundringsværdigt gode til at italesættelse de stridspunkter som opstår undervejs. Uden den kvalitet var der intet band.

Trods den gode gruppedynamik, er de ikke fri for nedture. I løbet af deres Solkongen-turné med himmelhøjt til loftet på scenen, brækker forsangeren Niels Brandt sin fod, og deres velkendte superenergiske koncerter står abrupt for skud.

Det er svært at nå solen
Dokumentarens mest bemærkelsesværdige element synes at være Brandts tackling af sine indre dæmoner, eller mangel på samme. Han fortvivles pludselig over, at mørket i ham er er væk. Hvad skal nu være incitamentet for at skrive gode tekster?

”Jeg skal ha’ et bjerg ude i horisonten, som jeg skal bestige. Og hvis der ikke er et, så finder jeg et.”

Brandt er perfektionistisk til fingerspidserne, men han er et betagende menneske at følge; hans niveau af selvrefleksion er imponerende og ofte formuleret skarpt i billeder.

Mønstret tapet, telefonsnak og filmkunst
Som i en anden fiktionsfilm sidder Niels Brandt på gulvet i et gammelt hus med mønstret tapet, få teaktræsmøbler, klinker på væggene, et 60’er fjernsyn og nedslidte skodder med udsigt til Bornholms vinterramte klipper. Alt imens Brandt snakker i telefon med en nær ven om musikkens betydning for ham. Lignende scener fortætter gennem hele filmen, hvilket giver en stoisk kontrast til de moderne lydstudier og propfyldte koncerter. Flere af disse æstetiske scener er mere eller mindre fiktion, men de fungerer fordi Niels Brandt er typen, hos hvem det falder naturligt at indgå i et kunstnerisk udtryk.

Instruktøren Kasper Kiertzner har lavet en dokumentar med samme storhedsfølelse som ses på fiktionsfilm. Han leger med billedsiden, skærmformatet, lyset og lyden på en måde der ikke gøres meget brug af i dokumentarverdenen. Han har skabt en billedligt utroligt smuk film. Lysets indfaldsvinkler er som smagen af honning, vinklerne fungerer som om man er tilstede med bandet, og Bornholms klipper er som taget ud af en skør drøm.

Stor Som En Sol / Flad Som En Pandekage
‘Stor som en sol’ er en dokumentar om indimellem at føle sig stor som en sol og flad som en pandekage. Det er en film om at gøre ting for sin egen skyld. En film om holdånd. En film om at finde kreativiteten, når den er længst væk. ‘Stor som en sol’ er vedkommende, men bibeholder mystikken omkring The Minds of 99 på en smuk og dragende måde.