I udvalgte tilfælde bliver man aldrig træt af de utallige genfortællinger eller re-makes som det hedder sig i filmens verden – og det er når det gælder de store klassikere. Alle må, og vil, give sit bud på hvordan de ikoniske personer og velkendte begivenheder finder sted og ser ud. Og ikke nok med det; vi glæder os lige meget hver gang! Men det er risikabelt, for det er hellig jord de (filmfolkene) betræder. Personligt har jeg aldrig tilgivet Joe Wright for at caste Matthew MacFadyen som Darcy i hans ellers smukke fortolkning af Pride & Prejudice fra 2005 – til gengæld sværger jeg til Colin Firth’s BBC-præstation fra 1995, og sådan har vi sikkert alle vore tilbøjeligheder.

Andrea Arnold er en spændende instruktør. Personlig, ærlig og nærmest utæmmet i sit udtryk – hun kunne med andre ikke have valgt et mere passende værk at kaste sig over, end denne gotiske kærlighedshistorie mellem Cathy og Heathcliff, i Emily Brontës roman fra 1847 Stormfulde højder. Og hun svigter ikke, filmen er både personlig, hudløst ærlig og særdeles utæmmet.

Den hjemløse strejfer, Heathcliff, bliver taget ind hos Yorkshire-familien Earnshaw og der opstår hurtigt et stærkt og indforstået bånd mellem Heathcliff og hans nye stedsøster Catherine. Som de vokser op bliver båndet kun stærkere og deres forhold udvikler sig til måske verdens bedste, destruktive og usympatiske kærlighedshistorie, der er noget så smuk i alt sin grimhed.

Filmens største force er billederne. Robbie Ryan vandt yderst velfortjent prisen for bedste fotografering på sidste års Venedig festival, for denne sanselige præstation. Naturen taler til os gennem vind og vejr, og de forpustende stemningsfulde og dragende billeder er, med sine symbolske, rå og samtidig fine metaforer, filmens virkelige sprog.  Man kan ikke andet end at bifalde Robbie Ryans opfattelse af dette gotisk romantiske landskab. Vildt og forjaget, beskidt og smukt. Som på Arnolds tidligere film har Ryan skabt filmen i det klassiske gamle format 1.33:1, hvilket centrerer ens fokus og får filmen til at føles meget nærværende og intens. Det er en stærk oplevelse som heldigvis har fundet vej tilbage til lærredet. Og udtrykket bliver kun stærkere af at Andrea Arnold sjældent bruger andet end naturlyd i sine film og filmens lydspor derfor består nærmest udelukkende af vejrtrækning eller en overdøvende hylende vind. Filmens få replikker er nærmest symbolske og taget med, får man fornemmelsen af, udelukkende for at de der ikke kender historien på forhånd ikke bliver tabt undervejs.

Grundet de manglende ord stiller Andrea Arnolds filmiske vision store krav til sine skuespillere, særligt de fire hovedrolleindehavere, da 2xCathy og 2xHeathcliff’s forhold bærer filmen uden ord. Til alt held har Arnolds unge debuterende eksemplarer (Solomon Glave og Shannon Beer) alt hvad dertil kræves og mere til. Kemien, blikkene og de enkelte smil er fuldstændige og ærlige. James Howson og Kaya Scodelario, som følger efter, i deres voksne år, er desværre knapt så effektfulde og valget om at udskifte skuespillerne undervejs synes derfor som et ærgerligt fejltræk.

Har man en svaghed for ord, særligt de velvalgte, vil man savne de hjerteskærende erklæringer der gjorde bogen så berømt i sin tid. Særligt mod slutningen ville ord måske have hjulpet den manglende kemi på vej. Det er alt i alt en meget personlig fortolkning Andrea Arnold har virkeliggjort. Langt fra feel good-genren, BBC og Hollywood, for en gangs skyld,  og fan eller ej, en oplevelse – fordi den er så ustyrlig flot.

Fotos: Miracle Film

Af Sandra Holm