Endnu en gang er vi inviteret en tur ud i rummet, men denne gang er menneskets fornødenheder den egentlige fjende. Skøn dialog og betagende billedside fremmer plottet, men viser intet, vi ikke har set før.

Du befinder dig i et mørkt rum, iført en kluntet og tung rumdragt. Du er heldigvis ikke alene, for ved din side er din kaptajn Marina Barnett (Toni Collette) og biologen David Kim (Daniel Dae Kim).

I har trænet i tre år, og det hele udmunder sig i dag. Rejsen fra jorden til rumstationen er en seriøs rystetur, og du kan mærke lige præcis, hvor lidt afstand der er mellem dig og rummet – mellem dig og intetheden.

En glemt fjerde passager (Shamier Anderson) befinder sig ombord på dit rumskib. Der er (desværre) ikke tale om en alien, men det viser sig at være en mekaniker, som har siddet fast i et indelukket rum og er uskadt trods omstændighederne.

Det er nu dit job, som læge og empatisk menneske, at tage dig af den tilskadekomne mekaniker, i takt med at menneskets eneste vitale ressource er ved at løbe ud. For et rumskib, der lige netop kan strække sig til at holde liv i tre mennesker, kan selvfølgelig ikke brødføde eller have ilt nok til fire. Heri opstår dilemmaet. Når ja, og så bliver du spillet af Anna Kendrick.

Et menneskeligt dilemma

’Stowaway’ er et klassisk rum-drama. Filmen berører et etisk dilemma om, hvem vi er som mennesker, når der pludseligt ikke er nok af det stof, vi har mest brug for. Og det er endda før den officielle mission overhovedet er startet.

Med en science fiction-film der foregår i rummet, forventer man lidt at problemet er hos én af karaktererne. At den ubudne gæst har en bagtanke eller den frustrerede kaptajn er utålmodig og fjendsk for den ubudne gæst og dermed trækker mod vold.

Men ’Stowaway’ har valgt at gøre menneskets fornødenheder til problemet. Det et friskt pust, men også lidt kedeligt. Det bliver pludseligt en film, der handler om en kamp mod tiden, og det bliver lidt intetsigende.

Interstellar bliver det aldrig, meeen…

Det er ikke en hemmelighed, at Netflix ikke just er succesrig med alle de spillefilm, de udgiver. Det er nærmest mere reglen, end undtagelsen, at Netflix Originals ikke kommer helt i mål. Min fordom var derfor også, at filmen var blot endnu en til puljen.

Storladne spillefilm der foregår i rummet, bliver automatisk siddestillet med ’Interstellar’. Mest fordi det er en film, mange blev blæst fuldstændigt bagud over, men det kan jeg ikke rigtigt pålægge ’Stowaway’.

Selvom plottet er nogenlunde intetsigende og langtrukkent, så har filmen dog nogle positive dele. Manuskriptet er genialt for intet bliver overfortolket, hverken for at fremme plottet eller få os til at forstå de ”komplekse” rum-termer. Og så kan scenografien sagtens konkurrere med ’Interstellar’s smukke scener. Der er virkeligt ikke sparet på det visuelle, så alt virker overbevisende og betagende.

Jovist, det havde nok været en fordel hvis ’Stowaway’ blev vist på det store lærred, men det må vi desværre være foruden.