David Fincher er en af de instruktører, hvis stil, man øjeblikkeligt genkender.
Visuelt er han garant for en viseral ubehagelighed, som man ikke kan ryste af sig, uanfægtet af filmens kvalitet. Tematisk bevæger han sig altid ud i de mere dystre afkroge af menneskets potentiale. Allerede med debuten ’Alien 3’, hvor handlingen foregår på en fængselskoloni, får man denne her fornemmelse af, at der her er tale om en kunstner, som ikke har lyst til at kigge på den lyse side af livet.
Netflix-serien ’Mindhunter’ er derfor det helt perfekte landskab for ham at lave sine studier i. Første sæson tog mange med overraskelse på flere fronter. De, der forventede et bombardement af voldsudgydelser a la ’Fight Club’ blev slemt skuffede. I stedet var der tale om en langt mere cerebral indgang, hvor det gruopvækkende lå i den selvfølgelighed og afslappethed, som de brutale seriemordere havde angående deres gerninger. For hvert interview, de to FBI-agenter foretog med morderne, røg der en smule af troen på det gode i menneskeheden.
Her i anden sæson fortsætter vi, hvor vi slap; Holden Ford (Jonathan Groff) er langsomt ved at komme sig over det panikanfald, han fik i selskab med morderen Edmund Kemper (Cameron Britton i en karrieregennembrudsrolle). Kollegaerne Bill Tench (Holt McCallany) og Wendy Carr (Anna Torv) har i mellemtiden holdt tingene kørerne i hans fravær.
Men konsekvenserne af hans dumdristige adfærd under nogle af interviewsne, får nu konsekvenser for hans overordnede. En ny chef må på banen, og han ser massere af muligheder i den specielle afdeling for seriemordere, så han bevilger dem større lokaler og mere adgang til diverse mordere – herunder ikonet Charles Manson (Damon Herriman).
Trehovedet hydra
Denne sæson arbejder i tre spor: Fords, der handler om en række børnemord i Atlanta, Carrs, som skal navigere i, hvordan hendes homoseksualitet skal passe ind i såvel hendes professionelle som hendes privatliv.
Og så er der Tench. Præcis hvad det drejer sig om, vil jeg ikke afsløre. Men uden at spoile kan det siges, at mødet med Manson og deres diskussion om familie og ansvar korrelerer i høj grad med det, som han selv bliver tvunget til at ofre meget tid på i denne ombæring.
Trioen bliver derfor også mere splittet op end tidligere, hvilket ikke er en dårlig ting. Skuespillerne har hver især den tilstedeværelse, som gør, at man hele tiden er fanget af tale- og kropssprog. McCallany og Torv får ekstra meget plads her, og det løfter ensemblet som helhed. Begge arbejder med en tilbageholdenhed, hvor de store følelser sjældent kommer frem, men et enkelt blik formidler tusinde følelser i et smertefuldt øjeblik.
Dryppende blodsspor
Fortvivl dog ikke, true crime-blodtørstende publikum, der er så rigeligt at komme efter. Udover allerede nævnte Kemper og Manson får vi endelig sat navn på den ukendte, bebrillede mand fra første sæson. Der er tale om BTK (Bind, Torture, Kill)-morderen og helt i tråd med seriens modus operandi, ser vi ham ikke begå nogen mord.
Til gengæld ser vi den fetischering, han tillægger dem, og hvordan lysten fuldstændig omslutter hans liv. Ganske sigende ser man på et tidspunkt hans kone henvise ham til at sove på sofaen og give ham et par bøger om, hvordan man ”kurerer” afvigende seksualitet.
Børnemordene fylder dog det meste af sæsonen. Det er skræmmende at tænke, hvor nemt en person kan forsvinde fra jordens overflade, uden at nogen rent faktisk gider gøre noget ved det. Katten efter musen-spillet er her helt i top, da en potentielt mistænkt indsnævres, og momenterne, når båndoptagerne bliver tændt, giver altid lige det ekstra fremryk i, hvad end man sidder i.
’Mindhunter – sæson 2’ ligger sig i slipstrømmen på forløberen; det er intenst og spændende fra start til slut. Opklaringsarbejdet bliver vist minutiøst og nærmest uudholdeligt længe, men balanceres glimrende ud af Tench og Carrs personlige historier. Alt i alt sidder man tilbage med meget få anker, om end inklusionen af de to kendte mordere, Manson og David ’Son of Sam’ Berkowitz, virker en anelse spildt i forhold til det potentiale, begge rummer.
Ikke desto mindre er de mindeværdige optrædener og med til at manifestere serien som en syndig nydelse i udforskningen ned i menneskets mørkeste afkroge.