En ualmindeligt sympatisk film med et fremragende udgangspunkt, som utroligt nok aldrig rigtig bliver spændende.

Det er svært at forstå, hvordan han selv kan grine af det. Will Lautzenheiser har netop fået sit drømmejob og har startet et lovende parforhold, da han bliver ramt af en farlig bakterieinfektion, som resulterer i en amputation af både hans arme og ben. I Robin Berghaus’ dokumentarfilm ’Stumped’ følger vi Will over fire år, hvor han kæmper med sin genoptræning, sin humor og sin fremtid.

Wills primære udfordring er hans mål om at få opereret nye hænder. En ny og eksperimentel behandling, som kun er udført ganske få gange. Her har vi en potentielt nervepirrende og hård fortælling om lægeverdenens problemer og mangler, men allerede i første scene bliver det gjort klart, at Will får sin operation, og det bliver aldrig rigtig forklaret, hvorfor det er så nemt for ham at få. Det er altså ikke helt forkert at beskylde dokumentaren for at have et dramaturgisk problem.

Herefter springes der to år tilbage til lige efter Wills amputation, men her støder vi ind i et andet problem. For selvom Will er en enormt sympatisk, sjov og inspirerende person, så er det sjældent, at filmen kommer helt ind under huden på ham. Der er dog en stor undtagelse, og det er en af de sidste scener, hvor Will bryder ud i gråd efter at have hørt en besked fra sin armdoners forældre.

”Our son gave the best hugs”
Det er nemt filmens bedste scene, og ’Stumped’ er generelt stærk, når den forholder sig etisk til de mange relevante problemstillinger i forbindelse med organtransplantationer. I flere af de mange interviews med Will diskuterer han med sig selv, om han kan forsvare at rende rundt med en død mands arme, og den sene scene med forældrenes besked er derfor dybt forløsende.

Hvis Will ikke altid er lige åben og følsom, så er menneskene omkring ham det. Både hans kæreste, bror og ven giver dybtfølte interviews om livet med Will, og filmens mest rørende scener kommer fra de tre. Will har nemlig travlt med sin komik.

Handikapkomik
Lautzenheiser vælger at gå ind i stand-up komik for at håndtere sit handikap med humor, og det er både inspirerende og sjovt, men der bruges underligt lidt tid på dette element. Her havde det været oplagt at fortælle den ret interessante historie om, hvordan en handikappet mand bærer sig ad med at komme ind i stand-up. Men det er ret nedprioriteret, og det er ærgerligt.

I stedet bruges det meste af tiden på at observere Will i hans genoptræning. Det er bestemt også relevant og spændende, men taget i betragtning hvor mange fascinerende aspekter der er af hans historie, er det ret få, der får tid i filmen.

’Stumped’ er sød, sjov og relevant i dens adressering af et meget vigtigt etisk dilemma. Desværre er den ufokuseret og kommer til at virke længere, end den er. Alligevel må jeg give Berghaus’ film, at jeg sætter usandsynligt meget mere pris på mine lemmer nu, end jeg nogensinde har gjort før.