Carey Mulligan bærer os igennem en skildring af, hvad der kan ske med et undertrykt menneske, når først følelsen af urimelighed og oprør er blevet vakt. En skildring, der ikke nødvendigvis kun handler om kvinder.

Kender du det, at man står og kigger på vinduer, og pludselig kommer der nogle vrede kvinder og kaster med sten, bare fordi de vil have stemmeret? Det gør Maud. Maud spilles af Carey Mulligan i filmen ’Suffragette’, der foregår i England i 1912. Hun arbejder på et vaskeri sammen med sin mand og bor beskedent men tilstrækkeligt med deres søn. En ny kollega, Violet (Anne-Marie Duff), og en lokal apoteker (Helena Bonham Carter), der begge er aktive suffragetter, vækker Mauds interesse for og håb om en anden fremtid, men det er en kamp med mange nederlag, hvilket har fået suffragetterne til at føre en guerilla-agtig krig mod en yderst hårdhændet politistyrke. Mauds mand bryder sig ikke om de nye politiske toner, og samtidig med at han begynder at tage afstand fra hende, bliver Maud mere og mere radikaliseret.

Usentimental dramatik
At filmen tager udgangspunkt i en kvinde, der netop ikke i udgangspunktet brænder for sagen, er klogt, for det giver en mulighed for at vække både publikums og hovedkarakterens harme på samme tid.

Filmens portræt af de ydmygende forhold i fængslet, samt af hvordan Maud mere og mere mister kontakten med sin søn, er både hjerteskærende og umuligt at kigge væk fra. Det kunne hurtigt være blevet sentimentalt og overspillet, men Mulligan formår at spille rollen utroligt balanceret og tilbageholdent.

Film, med rettighedskampe som tema, har ofte en tendens til at hive violinerne frem og trække heftigt og uforskammet på følelserne og uretfærdighederne, men det undgår ‘Suffragette’ for det meste. Selvom den skal igennem visse historiske tjekpunkter (politikere, der håner ideen om stemmeret til kvinder; brutale politimænd; sultestrejkende kvindelige indsatte, der tvangsfodres), formår den også at vise, hvordan både kvinder og mænd var en del af et system, der holdte hinanden i nogle faste roller frem for at reducere det til gode og onde mennesker (selvom nogle måske alligevel var lidt værre end andre).

Streep som lavpunkt?
Selvom Mulligans karakter er fiktiv, støder hun på flere historiske figurer, bl.a. Emmeline Pankhurst, der var en af lederne af bevægelsen. Hun portrætteres af Meryl Streep, der selv er fortaler for mere ligestilling i filmbranchen. Det er tydeligt, at filmen forsøger at trække på Streeps egen symbolske magt som et slags metalag i filmen, men højst usædvanligt er det faktisk Streep, der trækker denne film ned.

For det første er hun kun med i noget, der ligner tre minutter, hvilket gør det næsten usmageligt, at hun skal figurere på så meget PR-materiale for filmen. For det andet er hun udelukkende med for at holde en tale, der, modsat resten af filmen, er svulmende og rørstrømsk på højde med William Wallaces tale i ‘Braveheart’. I nogle minutter forsvinder alle filmens gråskalaer og fremstiller Pankhurst/Streep som en gudefigur, og det er på alle måde enormt irriterende, da det ellers er en ellers meget rå og usentimental film

De aktuelle undertoner
Det kan til tider være svært at se en film uden at tænke på den samtid, man ser den i, og det fandt undertegnede ualmindeligt svært med denne film. For slogans som ”Deeds not words”, hjemmelavede bomber og replikker som ”War is the only language men understand” samt et helt almindelige menneske, der radikaliseres på ganske kort tid, vækker sikkert ubehagelige associationer til samtiden hos de fleste. Men det er også med til at vise, at dette ikke er en ”kvindefilm”. Det er en film om undertrykkelse, og hvad det fører til både af aggressioner og ofrer, som de undertrykte bliver villige til at give. Det er et vigtigt emne, men også et emne, som filmen tager seriøst, og – næsten – aldrig maler i sort/hvide farver.