‘Sult’: en københavner-æstetisk lækkerbisken 

Copyright: Netflix

Hvis man har læst Tine Høegs roman ‘Sult’, ved man, hvad man har i vente: en fortælling om den altomsiggribende hungren efter at få et barn med den, man elsker, når det gang på gang mislykkes.

Skemalagt sex, hormonsprøjter og lægekonsultationer udgør en del af det helvede, et fertilitetsforløb kan være. Parforholdet sættes på den ultimative prøve. Fertilitetsforløbets ups and downs, hvor håbet langsomt tyndslides, er en langtrukken affære. Hvilket i sig selv jo er pointen, men det fungerer knapt så godt som medrivende filmplot. Med det sagt, så har ‘Sult’ heldigvis også andet at byde på. 

Sex og skulpturer 

Vi møder forfatteren Mia (Rosalinde Mynster), der som en anden Carrie Bradshaw både skriver om og selv udlever et sprudlende datingliv. Mia er på jagt efter den ægte kærlighed. Veninden Gro (Sara Fanta Traore) introducerer hende for Emil (Joachim Fjelstrup), der trods Mias skepsis viser sig at være the one. De to bliver hurtigt stormende forelskede i hinanden.

‘Sult’ mestrer et elegant filmsprog. Billeder af Københavns ikoniske skulpturer flettes sammen med hede sexscener i en montage, der emmer af nyforelskelse. Som ærkekøbenhavner lapper jeg det i mig. Det elskende par synes at være universets midte i en omfavnelse i Vor Frelsers Kirkes snoede, guldbelagte tårn. Jeg anede ikke, hvor stor en sucker jeg er for smukke drone-billeder af København.

I det hele taget er det det visuelle, der batter i ‘Sult’. Stylingen af Mia er eminent og samtidig autentisk, idet mange af de samme items går igen på nye måder. En ganske raffineret detalje. Men jeg må indrømme, at jeg var mere fastholdt af hendes outfits end af udviklingen i plottet. 

Fertilitetsforløbets forgreninger 

Mia bliver hurtigt accepteret som bonusmor af Emils to børn, som han har fra et tidligere forhold. Imidlertid bliver Mia og Emils forsøg på selv at få et barn sammen til et langt og sejt fertilitetsforløb. Deres ellers boblende kærlighed sættes under et gevaldigt pres.

De mange udfordringer volder også problemer i Mias arbejde. For hvad skal hun gøre, når det eneste, hun kan skrive om, er fertilitetsforløbet, men Emil ikke ønsker at blive (and I quote); “konfronteret med sit sædtal i Bog&Idé”? 

Ditte og Louises magiske touch bringer os i mål

Den lange og pinefulde omgang, et fertilitetsforløb kan være, egner sig nok bedre på skrift end på film. Det er svært at blive ved med at opholde sig i frustrationen med hovedkaraktererne, når det størstedelen af tiden virker så håbløst. 

Der er så mange bump på vejen, at jeg simpelthen er stået følelsesmæssigt af, når filmen endelig tilbyder mig en forløsning. Hertil skal tilføjes, at jeg nægter at lade mig narre til empati af overdrevne skænderier i silende regn. 

Instruktørduoen, Ditte Hansen og Louise Mieritz, formår heldigvis at sætte deres særlige, humoristiske præg på fortællingen.

Med et diverst cast, inddragelse af inkarnerede Københavner fænomener (SMK, saunagus og vinterbadning to name a few) og repræsentation af forskellige familieformer, kommer de i mål med en film, der om ikke andet så på trods af at bære den glitrede Netflix-picture-perfect-æstetik, rammer ind i den københavnske tidsånd.