Cinemateket i København har Billy Wilders klassiker Sunset Boulevard fra 1950 på programmet som månedens film. Anledningen er at den sort/hvide Paramount-klassiker er blevet digitalt restaureret i 4K-format i forbindelse med Paramounts 100-års jubilæum i 2012.

Nedenfor får du en tentativ filmsnak mellem veteranen Dorte Winkler som har set Sunset Boulevard tre gange og Frederik Schelde-Jensen, som lige har set filmen for første gang.

Temaer?

Dorte: SB er nærmest badet i temaer, og måske er det netop en af filmens styrker at de netop stadig er gyldige…
Frederik: Ja, det kan man da godt sige. Men, altså nu hvor Sunset Boulevard finder sted i Hollywood, er det oplagt at sige, at filmen omhandler filmindustrien. Og det gør den også, men den omhandler samtidig grådighedens pris, synes jeg. Joe Gillis (William Holden) ser Norma Desmonds (Gloria Swanson) vej tilbage til filmbranchen som en nem mulighed for at tjene penge, mens han i nattetimerne brygger på et manuskript med sin vens forlovede, Betty Schaefer (Nancy Olson).

Dorte: Der er helt klart noget med en fatal mangel på integritet hos i hvert fald Joe… I høj grad handler SB jo om et Hollywood på hver sin side af det teknologiske skel der hedder talefilmen. I mine øjne trækker SB en tråd fra den fortid hvor Hollywood blev cementeret som filmindustri og filmby, men som i filmens nutid forekommer betydningsløs og derfor er røget i glemslen.

Frederik: Ja, men den handler da også om berømmelse og om en nådesløs filmbranche hvor kun dem der er i spotlightet nu har værdi. Og så er der jo hele delen med den sensationshungrende presse, der som fortælleren lægger ud med at sige, ikke leverer sandheden. Der er det private og det offentlige liv, og netop med Norma Desmond er det jo et paradoks at hun sidder i sit hjem, afsondret og glemt, og er fuldstændig afhængig af sin indbildte stjernestatus.

En bemærkelsesværdig start

Frederik: Den starter jo med et ret langt take hvor det første klip først kommer efter ca. 1½ minut – det var da lidt ud over det sædvanlige i 1950…

Dorte: Ja det vil jeg mene. Sunset Boulevard starter med et shot af sin egen titel på en kantsten, som på amerikansk vis jo har gadenavnene påmalet, og så trækker kameraet sig baglæns væk og filmer vejen mens ’credits’ går henover billedet. Når credits er slut panorerer kameraet op og viser de politibiler vi har kunnet høre i baggrunde komme til syne…

Frederik: Og så kommer fortællerstemmen jo på og fortæller at der er blevet rapporteret et mord – så allerede her ved vi at der både er noget dystert og ildevarslende foran os – det er ren noir!

A scene to remember

Dorte: Jeg synes det her er en vigtig scene: Da Norma Desmond ankommer på Paramounts set for at tale med instruktøren Cecil B. DeMille (som jo er en virkelig instruktør). Hun fører sig hjemmevandt ind på settet og sætter sig i instruktørstolen nærmest ubemærket indtil en af lysfolkene opdager hende og vender det store spotlight på hende. En gestus som drager en masse scenefolk og statister til at flokkes om Norma med både beundring og forundring. Norma lader sig bade i lys og interesse med den største naturlighed, men da Cecil B. DeMille ankommer og taler med Norma og forsøger at få hende til at indse at filmbranchen har ændret sig forsvinder beundrerne og han følger hende hen til og ud ad døren. Da Norma er kommet ud i det blændende solskin, går DeMille ind igen og døren lukker sig bag ham og der fades til sort. Norma fik sine sidste minutter i spotlightet, men den verden er permanent lukket for hende.

Frederik: Det må være åbningsscenen. Eller, det er jo ikke filmens åbningsscene, men så filmens anden scene. Liget i swimmingpoolen der sammen med fortællerstemmen sætter mysteriet i gang. Liget der filmes nedefra, flydende i poolen, og journalisternes blitzlys der ses gennem vandet, giver en statisk indgang til det ellers dynamiske handlingsplan.

Dommen fældes

Dorte: Frederik, nu er det første gang du har set filmen. Hvad har du at sige til det hele?

Frederik: Sunset Boulevard, en treogtres år gammel sort/hvidfilm, står som en mastodont i filmehistorien. Da jeg så den, tænkte jeg over, at mange film der er kommet efter Sunset Boulevard, refererer til den. For eksempel er den fallerede stumfilmsskuespiller også at finde i 2012’s Oscar-vinder, The Artist, og Baz Luhrmanns nyligt udkomne The Great Gatsby var da heller ikke bleg for at sende en klokkeklar reference til Billy Wilders klassiker i en vis scene i poolen.

Dorte: Det er jo også en rigtig metafilm – det kan godt betale sig at google lidt og finde ud af mere. For mig holder Sunset Boulevard stadig og det forventer jeg den bliver ved med. Den er en ægte klassiker! Og billederne er bare endnu mere sprøde med den flotte restaurering.

Dorte og Frederik i kor: Vi smider 6 stjerner efter denne her!