Blå sjæle, en sørgende Niels Olsen og ufrivilligt komisk dialog forpurrer et potentielt interessant sci-fi koncept.

Ghita Nørby spiller den mystiske ”topforsker” Ellen Franklin (tilsyneladende både neurobiolog og kvantefysiker), der har opfundet en maskine ved navn Lux Aeterna, som beviser sjælens eksistens. Ellen forsøger at holde sine eksperimenter hemmelige, men bliver opdaget af den desperate tv-journalist Helene, som er spillet af Ditte Ylva Olsen.

Vi befinder os i noget så sjældent som en dansk science fiction film, men det lille budget er ikke brugt på de helt store special effects. Det mest visuelt ophidsende er selve maskinen, som består af en stor cirkel omringet af lysstofrør. At cirklen kan synliggøre sjælen i form af computeranimeret blå skyer, er ikke meget mere fantasifuldt, men budgettet taget i betragtning er det ikke problematisk.

Den ambitiøse journalist, der tager alle midler i brug for at finde sandheden, er en trættende brugt trope, og Helene er bestemt ikke noget frisk pust. Dialogen er akavet og uorganisk hele vejen, hvilket samtlige skuespillere lider under. Især Ghita Nørby, som forekommer mere forvirret end forvirrende, som mystisk megaloman grundet det problematiske manuskript.

”Hvor får du dine patienter fra? ”, bliver Ellen spurgt, hvorefter hun forskrækket af det åbenlyst oplagte spørgsmål vælger at afbryde interviewet og beordre samtlige kameraer slukket. Et geni der ikke kan håndtere de mest forudsigelige kritiske spørgsmål, er bare ikke troværdigt, og karakteren hænger simpelthen ikke sammen.

Nørby ledsages af Niels Olsen i rollen som sørgende far til en eksperiment-patient, og som resultat heraf følger flere ufrivilligt komiske scener imellem ham og Nørby. ”Din følelseskolde kælling! ” råber han med sit mest forvredne gummiansigt i et øjeblik, der lader til at være tænkt ganske seriøst, men som er mere tilbøjeligt til at fremkalde latter end oprigtig forskrækkelse.

Den ufrivillige komik fra de skævt placerede skuespillere er også skyld i, at filmens filosofiske pointe om videnskab og etik går tabt, hvilket er enormt ærgerligt. For tanken er god nok, og havde udførelsen været stærk, kunne ’Lux Aeterna’ have været en spændende kortfilm. En god idé, der desværre ikke blev realiseret tilnærmelsesvist godt nok.