Ole Christian Madsen har med sin nye film Superclásico forsøgt at gå af nye filmiske spor. Det er der kommet en spraglet men også usammenhængende komedie om fodbold, rødvin, ægteskab og Buenos Aires ud af.

Hvordan følger man op på en storfilm? Det har varet filminstruktør Ole Christian Madsens udfordring efter flere års arbejde, som i 2008 kulminerede med premieren på  Flammen & Citronen. En film om to danske modstandsfolk under 2. Verdenskrig. Med optagelser i flere lande, et budget på 45 mio. kr. og små 700.000 solgte billetter i de danske biografer var filmen efter danske standarder en blockbuster.

Madsens opfølgende svar får vi med Superclásico, der på nær enkelte startscener slet ikke foregår i Danmark, men i den Argentinske hovedstad Buenos Aires. Grunden er at filmens hovedperson vinhandleren Christian (Anders W. Berthelsen) og sønnen Oscar (Jamie Morton) er blevet forladt af Anna (Paprika Steen), som har fået sig et nyt liv med fodboldtopscoren Juan Diaz (Sebastián Estevanez). Det har naturligvis gjort Christian bitter, men han tager dog af sted til det argentinske med sønnen for at modsætte sig Annas ønske om skilsmisse.

Ankommet til den sydamerikanske hovedstad går det op for Christian, at grunden til at hans kommende ekskone er ivrig for at blive skilt, er så hun kan blive gift med Juan, som hun har mødt gennem sit job som fodboldagent. Den uanmeldte ankomst falder mildest talt ubelejligt, da det tilbagevendende fodboldfænomen; Superclàsico er nært forestående. For Christian og de af publikum, som ikke interesserer sig for sporten, oplyses det heldigvis at kampen er mellem Boca Juniors(som er Juan Diaz hold) og River Plate. Ikke at det fanger vor mands interesse synderligt, da den store dag oprinder. Han er kun fikseret på at vinde Anna tilbage. Et forsøg der ender frugtesløs på en lokal bar, hvor Christian sammen med en tvær vinbonde udfordrer hinandens viden om vin og druernes dunkle mystik.

Superclásico er et rodet komediedrama, der på trods af habilt skuespil, fin situationskomik og stemningsfulde billeder af den argentinske metropol, aldrig formår at gøre involveringen i karakterernes liv tilstrækkelig intens og vedkommende. Sidehistorien om sønnen Oscar og hans teenageforelskelse fænger slet ikke, og endelig er der filmens fortællerstemme; Mikael Bertelsen, som nok er tænkt skulle give dette klassiske virkemiddel et twist og en uventet kant. Desværre distraherer det kun fra involveringen i handlingen. En handling som måske nok forløses til sidst, men som tilskuer sidder man mere og tænker på, at spare sammen til selv at tage til Buenos Aires og fornemme stemningen af byens tango, rødvin og fodbold.