Den kommer aldrig rigtig op i det højeste gear men giver et fint indblik i livet hos en Formel 1 kører dengang, hvor hvert løb var med livet som indsats.

Der er noget vidunderligt simpelt omkring racerløb: det handler om at komme først. Der er flere forskellige racerklasser, men ingen af dem har et så mytisk skær om sig, som Formel 1. Stewart, Senna og Schumacher er legender, som vækker genkendelse hos de fleste motorsportsaficionadoer. Fra disse breddegrader er der dog også et Formel 1 navn, der lyser op.

Ronnie Peterson var hurtig. Hvad enten det var gokart eller de større klasser, så var Peterson hurtig. Dokumentarfilmen lægger ud med at vise den kollison på Monzabanen, hvor Peterson døde af de skader han pådrog sig. Herefter fortælles hans historie fra den spæde start med ræs på en traktor hos bedsteforældrene, til gokartkører i verdensklasse og Formel 1 kører ligeså. Især lægges der fokus på hans tid hos Lotus holdet, hvor han opnåede de fleste af sine sejre.

Parløb
Petersons historie bliver fortalt gennem interviews, arkivmateriale og ikke mindst hjemmevideoer optaget af Peterson selv. Blandt dem der bliver interviewet optræder vennen og konkurrenten Jackie Stewart og holdkammeraterne Emerson Fittipaldi og Mario Andretti. Alle tre verdensmestre og alle tre taler de med stor respekt om Peterson – både som kører, men også som menneske. Især Stewart optræder i flere hjemmevideoklip, blandt andet hos et besøg hos George Harrison.

Men der er en person der får mere tid end dem, nemlig hans kone Barbro. Hun var ikke bare en smuk, svensk blondine men en klippe for Peterson og en yderst ferm tidtager på en tid, hvor den slags blev gjort med gammeldags stopurer. Men man fornemmer også, at hun allerhelst så, at han ikke kørte ræs. Hvilket er fuldt forståeligt. Skallen på bilerne bestod kun af aluminium, så der var ikke meget beskyttelse for kørerne.

Fart dræber
I en af de hårdeste scener ser man Roger Williamson brænde ihjel i sin bil. Hans holdkammerat prøver desperat at slukke ilden, men flammerne bliver ved og ved. Filmen minder konstant én om, hvor farlig en sport det er og hvor udsat kørerne er, når de kom op i de høje hastigheder. Et enkelt puf eller punktering i høj fart og alle holder vejret i håb om, at køreren overlever.

En, der overlever, er Petersons datter Nina. Man følger hende her i nutiden, hvor hun besøger Monza for første gang, møder Fittipaldi og møder op med resten af sin familie til et racerløb i Sverige til minde om Peterson. Vist i sort/hvid, ganske som interviewsne, giver det et sørgmodigt, men også poetisk, smukt udseende. En solbeskinnet racerbil i sort/hvid der bevæger sig i slowmotion, ser også bare fedt ud. Det er æstetisk lækkeri til både motornørden og filmnørden.

Farlig slinger
Den er dog lidt ujævn. På trods af at der lægges vægt på forholdet mellem Petterson og Barbro, så bruger den ikke mange minutter på, hvordan det gik hende senere. Det konstateres blot, at hun døde ni år efter.

Det er også sjusk, at der lægges et klip ind, hvor en kører bliver omtalt som værende død året før på et tidspunkt, hvor fortællingen befinder sig i midt 70’erne. Køreren, Jochen Rindt, døde i 1970, hvilket filmen selv gør opmærksom på senere.

Der springes også henover Petersons tre år væk fra Lotus, ligesom hans sideløbende racerkarriere udenfor Formel 1 kun nævnes en enkelt gang. Effekten er, at filmen kommer til fremstå lidt abrupt hen imod slutningen.

Alt i alt er det dog en underholdende film med enkelte virkelige gode momenter, som absolut vil appellere til dem med benzin i blodet såvel som dem, der bare vil se en god film.