En af grundpillerne indenfor moderne horrorfilm har aldrig set eller lydt så godt som nu.

Hvordan anmelder man en film, der allerede er hyldet som et mesterværk – ikke bare indenfor sin respektive genre, men som film generelt? Skal man være fuldstændig kontrær og prætentiøs og bare finde fejl for fejlenes skyld? Eller kan man tillade sig at gå i komplet fanboy-mode og prise dens fortræffeligheder?

Måske burde man bare lade være med alle de overvejelser og komme i gang med filmen.

Den amerikanske balletdanser, Suzy (Jessica Harper), skal starte på et prestigefyldt danseakademi i Freiburg, Tyskland. Men ikke så snart er hun ankommet, før mystiske og urovækkende ting sker. En pige, der netop er blevet bortvist derfra, bliver myrdet samme nat, som hun kommer til skolen. Herfra bliver det ikke bare mere mystisk, men også meget mere uhyggeligt.

Infernalsk musik
Det er en ny-restaureret udgave af ’Suspiria’, publikummet får serveret, og er du vimmer hvor ser – og ikke mindst lyder – den godt. Soundtracket af prog-rock gruppen Goblin har i flere år været hyldet som et af de bedste indenfor horrorgenren, og er her en terrorindgydende fryd. Det skingrer så tinitussen hyler og buldrer og brager, så hjerterytmen bliver uregelmæssig. Dertil er der den dybt urovækkende stemme, der messer ”na na na” og råber ”WITCH!” – det er giver gåsehud og isninger langs rygraden, det er skønt!

Fokusset fjernes på den måde også fra et, ærlig talt, ringe skuespil over det meste af linjen. Det er meget teatralsk, men ikke i en sådan grad, at man bliver taget ud af filmen, forudsat man er med på legen, så at sige. Personligt er jeg dog fan af Alida Vallis (Miss Tanner) diktatoriske danselærer og Joan Bennetts (Madame Blanc) mystiske og fascinerende vicedirektør for akademiet. Begge kvinder havde lange og glorværdige karrierer bag sig på dette tidspunkt og tårner her over resten af holdet skuespilmæssigt. Det er næsten symptomatisk for en horrorfilm, at det er birollerne der stjæler showet, brava!

Dyb rød
Den er rød, filmen, meget rød. Danseakademiet står som et tårnhøjt rødt helvede, og belysningen har et skær, som man egentlig skulle tro hørte til i pornofilm. Men det virker sgu. Præcis som når Harper kigger skræmt omkring badet i et brækgrønt lys. Det er ikke subtil brug af farver, det er hårdt og brutalt tangerende til det groteske.

Her højner det dog oplevelsen. Rød, blå, gul og grøn bliver smidt i hovedet på publikum, enten i form af belysning eller kulisser, og det er bare med til at give følelsen af at være med i et mareridt. Virkeligheden bliver fordrejet herligt makabert.

Hvilket også er et ord man kunne bruge om Argentos kamerabrug – på den gode måde. Der er nogle virkelig imponerende indstillinger her, mest iøjnefaldende måske scenen, hvor den blinde klaverlærer, Daniel, krydser Königplatz. Vinklerne skifter fra total, skuende nedover pladsen, til bogstavlig talt flyvende henover hovedet på Daniel og hans hund, som var det en gargoyle der lagde an til angreb.

Men her er der tale om et værk, der ikke alene har haft genredefinerende indflydelse, men også er en virkelig fed film. ’Suspiria’ er en sublim oplevelse og denne ny-restaurerede udgave giver den en vitalitet, som ingen bør snyde sig selv for. Den skal nydes.