Et inferno af dans og hekse med et stænk (eller tusind) af blod.

For knap et år siden havde jeg fornøjelsen af at anmelde re-udgivelsen af Dario Argentos ’Suspiria’. En farvestrålende og øredøvende oplevelse. Et veritabelt sanseangreb af den udsøgte slags.

Nysgerrigheden for, hvad Luca Guadagnino havde fundet på til sin nu biografaktuelle version, var derfor ganske stor; nyfortolkning eller billede-for-billede remake a la det Gus van Sants ’Psycho?  Mesterværk eller makværk?

I denne omgang er vi rykket fra den dystre skov ind til betonhelvedet Berlin i oktober 1977, hvor Susie Bannion (Dakota Johnson) skal til optagelsesprøve på et verdensberømt danseakademi under ledelse af den sjældent sete Helena Markos og den exceptionelle danselærer madamme Blanc (Tilda Swinton).

En tidligere elevs (Chloé Grace Moretz) pludselige og mystiske forsvinden fanger opmærksomheden fra hendes psykoterapeut, Josef Klemperer,

Langsomt bliver det klart, at noget ikke helt er, som det skal være på det hæderkronede og gamle danseakademi, hvor Susie plejes af mere og mere intensiverende mareridt, og flere elever forsvinder, samtidig med at hun stiger i dansegraderne.

50 nuancer af rød
Allerede fra første sekund bliver det klart, at Guadagnino har valgt et markant andet fokus og en anden stil end Argento. De noget så kraftfulde primærfarver fra originalen er her afdæmpet, nærmest grående, helt i tråd med den kaotiske periode, som Vesttyskland befandt sig i.

Flere gange refereres der til Baader-Meinhof-gruppen og den flykapring, der fandt sted i 1977 og indirekte fungerer som pejlemærke for over, hvor lang tid filmen foregår. En lille, men fin detalje.

Den røde farve er dog stadigvæk tydelig igennem filmen. Lige fra Susies imponerende hårpragt til et rødt rækværk på en bro, så er der meget få scener uden den om muligt mest ikoniske farve, når man tænker på ’Suspiria’.

Apropos Johnson, så imponerer hun med både nuanceret skuespil, og. i den grad. den fysikalitet, rollen som danser kræver. To års intens træning ses tydeligt, og hvor er det skønt, at der ikke er lavet en CGI-udskiftning, men at hun rent faktisk laver sine egne stunts, om man vil.

For det er virkelig nogle intense dansescener, koreograf Damien Jalet har disket op med. Hvor det i Argentos version var ballet, så er det her moderne dans, hvilket giver et mere aggressivt, nærmest animalsk udtryk. Det veksler mellem gazelle-elegance og brutalt rovdyr, der leger med sit bytte, i et visuelt sanseorgie, hvor det virker som om, vitterligt hver en bevægelse er med livet som indsats – nogle gange er det også.

(næsten) Ingen slinger
Forventes en skræmmefest af en film, så bliver man slemt skuffet. Guadagnino og manuskriptforfatter David Kajganich har valgt en mere psykologisk horror-stil, hvilket udmønter sig i en mere konstant følelse af, at noget ikke er, som det skal være, fremfor decideret springe-op-af-sædet chock.

Dermed ikke sagt, at der ikke er momenter, som vil tilfredsstille selv den mest indædte horrorhund; knogler og kroppe bliver radbrækket i benknusende symfonier, og blodet flyder også til sidst som en anden syndflod kastet ned af horror-guderne.

Lidt overflødigt fyld er der desværre også i den knap 2.5 timer lange film. Klemperer- karakteren får lidt for meget tid på lærredet i forhold til, hvad den egentlig bibringer til historien. Det virker lidt som en sjov ide, hvor der lige har manglet en til at sige stop, så vi kan komme videre med det essentielle: hekse og dans!

’Suspiria’ anno 2018 er en oplevelse udover det sædvanlige, hvor især Dakota Johnson viser, hvorfor man ikke bør dømme hendes talent på de bornerte grå film, hun tidligere har medvirket i. Det er en tour de force-præstation på ypperste niveau.

Guadagnino har formået at gøre klassikeren til sin helt egen og er på sin vis hans kærlighedserklæring til et værk og en tid i italiensk film, hvor den var bannerførende indenfor filmkunst – og hvilken vidunderlig makaber erklæring, den skønne mand har givet verdenen. Grazie!