Man kan undre sig over at en film med så stærk en skuespiller som Philip Seymour Hoffman i hovedrollen, og med manuskript og instruktion af Charlie Kaufman (Being John Malkovich og Evigt solskin i et pletfrit sind) oprindeligt ikke var tiltænkt dansk biografdistribution. Men efter en overbevisende publikumssucces på CPH:PIX tidligere i år er filmen nu indkøbt og har premiere i Grand Teatret i dag (fredag d. 19/6).
Synecdoche, New York handler kort fortalt (en umulighed med en mand som Kaufman bag manuskriptet), om teaterinstruktøren Caden Cobart (Hoffman). Cotard er en halvblods hypokonder, som nidkært inspicerer sin krop, sin afføring og sine omgivelser for svar på spørgsmålet om hans død er umiddelbart forestående (han er sigende nok i gang med en opsætning af En sælgers død i filmens start). Således optaget af livets forgængelighed er Cotard en mand der har svært ved at leve, at være tilstede i nuet som det sa populært hedder. Da hans kunstnerkone (Catherine Keener) drager til Berlin med deres fælles datter i forbindelse med en udstilling, og dermed forlader det dysfunktionelle agteskab med tilhørende parterapi, falder Cotards i forvejen deprimerende liv fra hinanden. Da han modtager et gastronomisk stipendie, ser han sin mulighed for at opføre et stykke som er ultimativt sandt, ultimativt ærligt. Hans mesterværk. Stykket baseres pa Cotards liv og grænserne mellem skuespillerne og filmens virkelige personer flyder mere og mere ud, alt i mens tiden løber løbsk og spurter derudaf i et mareridts-agtigt tempo. Her får vi klassisk Kaufman, med et univers der er absurd i både tid og rum, og med en kompleks fortællestruktur, som giver udfordring undervejs.
Filmen er dejlig sort og meget morsom i den første halvdel. Filmens anden del virker på flere måder som en anden film, en tungere film, hvis tiltagende absurditet og tidsforskydninger vi ikke helt er forberedt på efter den første halvdel – her er det morsomme måske ikke helt så nemt at få øje på, og Cotards arbejde med sit uendelige teaterstykke bliver næsten uendeligt ulideligt at være vidne/publikum til – lidt på samme made som vi bliver trætte af den samme dag igen og igen i Harold Ramis’ Groundhog Day (1993) hvilket jo er meningen! Ikke desto mindre er det netop legen med tid og rum og fortælling som de fleste forbinder med Kaufmans historier, og som Kaufman fan skuffes man ikke af mangel på syrede indfald.
Filmen er castet med gode navne – Philip Seymour Hoffman formår gang på gang at indtage en ny krop og et nyt sind og gøre det til sit eget. Han er simpelthen en af de vigtigste skuespillere pa det hvide lærred i nyere tid. Men de andre – især kvinderne: Michelle Williams, Samantha Morton, Catherine Keener, Jennifer Jason Leigh og Emily Watson er også i særklasse og leverer det råmateriale Cotards stykke baserer sig på.
Synecdoche, New York er langt fra så poetisk som Evigt soskin i et pletfrit sind, langt fra så sjov og gakket som Being John Malkovich. Til gengæld er Synecdoche, New York sort som graven i sin humor, dyster og nærmest deprimerende i sit portræt af en mand hvis liv udspilles i skyggen af døden. Her er i hvert fald et budskab: livet skal leves!
Dorte Winkler