Hvad vil du have? Trekantsdrama? Satire? Bidende samfundskritik? Kunstnerisk originalitet? Voila! ‘Synonyms’ har det hele – og mere til.

Af Mathies Sætre Rasmussen

Guldbjørn-vinderen fra 2019 er en fransk-israelsk tornado af halvfortalte historier, løse ender, dragende ansigter og dybe samtaler.

Den israelske instruktør Nadav Lapid (´The Kindergarten Teacher´) er aktuelt repræsenteret i Cinemateket med en fantastisk film. Dog er det ikke hans seneste udgivelse, ´Ahed’s Knee´ fra 2021, men snarere den oversete og grove juvel ´Synonyms´.

Det er et fornemt stykke public service, for ´Synonyms´ er en ekstraordinær oplevelse, omhandlende en mystisk immigrant.

Et ubeskrevet blad

Mød Yoav, vores helt og hovedperson. I løbet af filmen bliver der bladret frem og tilbage i hans liv, men til at starte med er han et fuldstændig ubeskrevet blad. I store dele af en lang scene, båret af eminent skuespil fra debutanten Tom Mercier, er Yoav nemlig lige så nøgen som den strippede lejlighed han er ved at fryse ihjel i.

Vækket til live i en luksuriøs seng af et kedeligt, fransk kærestepar, skaber hans tilstedeværelse med det samme en uimodståelig spænding imellem alle involverede, der ellers så ud til at leve side om side, hver for sig.

Uudtalte formål

Til Yoavs held hjælper kæresterne Emile (Quentin Dolmaire) og Caroline (Louise Chevillote) ham på benene og hans uudtalte formål kan begynde at indfries.

Vil Yoav undslippe en kvælende israelske skæbne? Vil han arbejde for en militant israelsk sikkerhedsgruppe? Vil han fortælle gode historier? Genopdage Paris? Lyver han? Mister han forstanden?

Filmen stiller langt flere spørgsmål end den besvarer. Hvis svarene ikke for det meste både er ja og nej samtidig.

I midten af det hele er dog altid den intenst søgende Yoav. De intense bekendtskaber han gør sig, ved blot at være til stede, fremtvinger intime bekendelser fra Emile og Caroline og dirrende øjne fra en konfrontatorisk, patriotisk jøde. Alle bidrager de med dragende ansigter, der ikke forlader nethinden i dagevis.

Stærke kunstneriske valg

I en kavalkade af uforglemmelige scener klipper Lapid abrupt fra det ene scenarie til det andet uden at bekymre sig synderligt om hvorvidt sammenhængen er tydelig.

Om kameraet følger Yoav snige sig ind på en fisefornem bar for at smug-spise en bid brød og det uden at blinke udvikler sig til en afsløring af dansegulvs-grænseoverskridelser eller en steril porno-audition der ender i et israelsk brøl, har kameraet tålmodigheden og den rolige hånd til at indfange Merciers mangefacetterede præstation. Når man ikke måber, griner man.

De elegante scener står side om side med kraftigt rystede optagelser af Yoav der bevæger sig i Paris med blikket stift rettet mod jorden. Ikke nok med at han ankommer som en fremmed, han vælger gentagne gange at bevare sin position udenfor den bredt vedtagne virkelighed. Derfor nægter han også at kigge på de berømte by-ikoner før han har fundet de sprækker hvor den dybere sandhed ligger.

Samtidig er disse stærke kunstneriske valg måske medvirkende til at Cinemateket selv skriver: ”Det er en film, nogle sikkert vil hade.”

Lad det være som det er. På den anden side er det en fryd at blive udfordret, overrasket og berørt over denne fortælling om en utrolig historiefortæller på flugt fra sin egen historie.