Af Martin Wolsgaard
Der er ingen tvivl om, at en opfølger til den forfriskende originale og ekstremt vellykkede komedie Tømmermænd i Vegas’s koncept har voldt problemer for instruktøren Todd Phillips og hans manuskriptforfattere i det henseende at genskabe den oprindelige magi, mens hele setuppet samtidigt skal holdes friskt. Det mest afgørende valg faldt således på at ændre lokalitet. I stedet for Las Vegas som rammen omkring misgerningerne blev det i Tømmermænd i Thailand dennes hovedstad, Bangkok.
Som erklæret fan af den første film har undertegnede siddet med en forventning om, at den grundlæggende plotstruktur kunne genskabes i toeren uden en slavisk reprise af originalen. Forventningens glæde opfyldes dog ikke helt igennem tilfredsstillende, da man hurtigt fornemmer, at tømmermændene i Thailand føles (næsten) identisk med tømmermændene i Las Vegas. Det føles med andre ord, som om de to film kunne projiceres side om side – perfekt synkroniseret. Den eneste umiddelbare ændring er lokaliteten, tøjet og tilføjelsen af ordet ”ikke igen” til dialogen.
Det er igen bonkammeraterne Phil (Bradley Cooper), Stu (Ed Helms) og Doug (Justin Bartha), der mødes på tærsklen til et bryllup – sammen med det odd-ball fjerde hjul Alan (Zach Galifianakis). Denne gang er det Stu der er the-groom-to-be, og brylluppet er placeret i Thailand ved et lækkert ressort. Han skal giftes med en thailandsk skønhed, men hele dette (mere eller mindre trivielle) setup fortælles glimrende i de første 20 sekunder af filmens trailer. Med andre ord er det ikke dyb historiefortælling, der skæres her.
Det alle os der sidder med tømmermænd i biografsalen en lørdag eller søndag morgen venter på, går ned efter et tåkrummende middagsselskab to aftener før den store dag. Gutterne rammer nemlig herefter på mystisk vis det Bangkokske natteliv med forventelige graverende konsekvenser. De har Stu’s kommende bruds 16-årige lillebror på slæb, hvilket fungerer som katalysator for dagen derpås begivenheder. Filmen kører herfra, i lidt for stærk lighed med originalen, helt af sporet, da den dynamiske trio (Phil, Stu og Alan) skal stykke de tågede fragmenter fra aftenen før sammen for at finde den nu forsvundne teenager. Denne rejse fører dem forbi crime-lorden Paul Giamatti, en narkosælgende abe, den softcore gangster Mr. Chow (Ken Jeong, der også figurerer i etteren som Alans lucky charm), en amerikansk tatovør (spillet af Nick Cassavetes) og naturligvis Mike Tyson (igen).
Flere af disse misadventures er utvivlsomt skægge nok, især for den tiltænkte målgruppe. I dette henseende var der flere øjeblikke, hvor undertegnede brød ud i højlydt latter, da vores helte bar en hen til uudforskede komiske situationer. Det skal dog understreges, at de thailandske tømmermænd har lidt af et forklaringsproblem overfor die hard fans af etteren. Den drengerøvsagtige opfindsomhed genskabes ikke på nær så nytænkende vis, hvilket gør slutproduktet til en sjov, men også frustrerende utilfredsstillende opfølger.
