Den norske instruktør Jannicke Systad Jacobsen er, ifølge det amerikanske gloss-magasin Variety , ’en man bør holde øje med’ og nu debuterer hun efter en række dokumentarfilm med den norske ungdomsfilm Få meg på for faen. Manuskriptet er baseret på en roman af Olav Nilssens og vandt guld på Tribecca Film Festival hvor den hvade verdenspremieren i 2011. Festivalen er, siden den blev etableret i 2002, kendt for at skabe opmærksomhed omkring små film med meget på hjerte, og sidste år i slutningen af April var det altså denne ublufærdige komedie der blev talt om på Lower Manhattan.

Et sted mellem Norges høje bjerge, mørke fjorde og tåge, finder vi den søvnige by Skoddeheime. Og her, midt i ingentingsland møder vi den 15-årige Alma.  Hun ligger på køkkengulvet, fuldt optaget af en telefonsex-samtale, der lynhurtigt må ryddes op da hendes mor kommer tidligt hjem fra arbejde. Alma er opslugt af sine rasende hormoner og fantasier og vælter sig i sukkersøde romantiske billeder af klassekammeraten Arthur, kæresten hun længes efter, og dagdrømme om, ja,  stort set alle hun møder. Efter at have gjort sig yderst uheldigt bemærket til en fest i ungdomshuset, bliver Alma brutalt udstød fra livet i det lille lokalmiljø. En harmløs episode set med modne voksne øjne, men fatal og verdensnedbrydende når man er 15 år, ens bedste venner og drengen man elsker vender én ryggen og alt hvad man har tilbage er en pinlig berørt, konfliktsky mor, en udspionerende nabo og en alt for livlig fantasi.

Helene Bergsholm er sød og naturlig som den upassende teenager Alma og både Almas mor (Henriette Steenstrup), hendes to veninder (Beate Støfring og Malin Bjørhovde) og den famøse Arthur (Matias Myren) lever fuldt op til deres stereotype roller der hver især er drivkraften i Almas liv. Men de er stereotyper og ingen af dem udvikler sig synderligt eller foretager sig noget der er særlig overraskende. Selv Almas ukontrollerbare fantasi bliver old news efter en halv times tid og konceptet bliver hurtigt tyndslidt.

Der er ingen tvivl om at Ta’ mig, som er filmens danske titel, er en lidt anderledes ungdomsfilm idet vi oplever alle pubertetens seksuelle pinligheder fra en piges synsvinkel – et narrativ der oftest er forbeholdt drenge. Hverken det at falde i unåde hos venner og familie, eller at bo i en skodflække af en by er særlig originalt. Og det er drømmen om at elske nogen og komme af med sin uskyld sådan set heller ikke, men det er til gengæld forfriskende at få indblik ind i en ung piges hverdag og se hvor meget liderlighed og sære seksuelle tiltrækninger nok mere er en teenageting end en drengeting.

Almas indre liv er sjovt skildret og giver filmen sit skæve indie look. Jannicke Systad Jacobsen har ladet filmen ’kører af sporet’ hver gang Almas tanker bliver til dagdrømme eller præsenteret som et sort/hvid diasshow med Almas selvopfundne ideér om hvad der finder sted når hun ikke er der, som voice-over.  Filmen har klart nogle ublufærdige og komiske øjeblikke, hvor man bør krumme tæer eller grine højt, men desværre gør man ikke rigtig nogen af delene. Måske medmindre man er 15, kæmper med at blive voksen, oplever sin første kærlighed, ikke ved hvad man skal gøre med sin seksualitet og generelt føler teenageårenes uretfærdige og frustrerende oplevelser så stærkt, at bevidstheden om andres håbløse og pinlige solidaritet kan virke både lindrende og forløsende.

Foto: Miracle Film

af Sandra Holm