At komme videre efter et pludseligt dødsfald og få en hverdag til at fungere igen er ikke nemt. Selv de mindste ting kan virke som en uoverskuelig opgave, hvis lige aldrig er set. Nemmere bliver det ikke, når der er tale om børn, som mister deres forældre – og alle er en eller andens barn.

I ’Amanda’ chiller den 20-et-eller-andet-årige David (Vincent Lacoste) igennem livet, mens han laver diverse småjobs, blandt andet i den lokale park. En gang imellem passer han også sin niece, den titulære Amanda (Isaure Multrier), når hans søster Sandrine (Ophélia Kolb) har brug for hjælp.

En dag møder han den charmerende Léna (Stacy Martin), og den ellers så trivielle tilværelse ser lige pludselig lidt lysere ud. Indtil en hyggedag i føromtalte park ændrer alt. Han er forsinket og undgår netop lige det terrorangreb, som dræber hans søster og sårer hende den søde alvorligt. Spørgsmålet er nu, hvordan de overlevende kommer videre herfra?

Et lille kraftværk
Vidunderet Isaure Multrier spiller den syvårige lille pige med en autenticitet og overbevisning, som må bringe misundende blikke fra hendes ældre kollegaer. Kemien mellem hende og Lacoste er filmens kerne. Han sælger perfekt rollen som den slacker, der lige pludselig har fået smidt et kæmpe ansvar over på sine smalle skuldre – et uønsket ét af slagsen.

Og nu er det kun dem i verden. Sandrine er død, og Léna er ganske vist overlevende, men på vej til sin mor for at pleje sine sår og traumer. Så kan der næsten ikke vrides flere tårer ud af lommetørklæderne.

På billedsiden findes ikke de store dikkedarer. Til tider er filmen nærmest spartansk i sit udtryk, når skuespillerne blot sidder i ukomfortabelheden og prøver at holde de ubærlige følelser af savn indenbords.

Matchbold
De små ting er det, der gør udslaget. Mikhaël Hers har sammensat en simpel, men effektiv lille film, hvor især én scene hæver sig over de andre.

David er passioneret tennisfan, og han og Amanda tager til England for at overvære en kamp i Wimbledon-turneringen. For hvert slag spillerne slår, begynder følelserne at boble over hos den lille pige, og øjnene begynder at glinse. Lige dér er det svært ikke at få en lille klump i halsen, ligegyldigt hvor standhaftig man ellers måtte være.

’Amanda’ er en rørende lille film båret af fremragende præstationer fra Maultrier og Lacoste, hvor især førstnævnte er filmens helt store åbenbaring. Temaet om savn og at skulle leve videre efter man har mistet en bliver formidlet sobert og elegant. Nyskabende? Næh, men yderst kompetent håndværk.