Af Sandra Holm

Slår man dokumentarfilm op i Nudansk ordbog står der; ”en film der består af scener fra det virkelige liv”. Ikke at forveksle med spillefilm. Fortsat forklares genren som; ”noget der er baseret på faktiske hændelser eller bevislige hændelser”. Jeg regner ikke med at kunne tage æren for nogen forståelsesmæssige åbenbaringer på baggrund af denne definition, men jeg håber det vil få nogen til at tænke over konceptet endnu engang. Det kan være sundt at genoverveje betydningen af begreber vi har en fast forudbestemt forståelse af. Denne film er en god undskyldning for en sådan overvejelse.

Den amerikanske instruktør Errol Morris, der i 2004 vandt en Oscar for The Fog of War og en Sølv bjørn i Berlin i 2008 for Standard Operating Procedure(begge vises også i denne måned i filmserien om dokumentaristen), er manden bag filmen Tabloid, der sidste år blev vist på sidste års  CPH:DOX og nu er månedens dokumentar i Cinemateket i København.

Filmen tager sit udgangspunkt i historien om Joyce McKinney, der i 1970’erne blev sigtet for kidnapning da hun, efter hendes egen opfattelse; besluttede at redde sit livs kærlighed fra mormoner. Mormonerne så anderledes på hendes bedrift og episoden og den efterfølgende retssag gjorde hende verdensberømt over night. Hendes opførsel og tilgang til sigtelsen var frygtløs. Verden over sad folk med åben mund og polypper – hun selv gav sine år som Miss Wyoming æren for, det der mildest talt var en imponerende selviscenesættelse. Men alting har en bagside og har man sagt berømt, må man også sige berygtet. De engelske sladderblade, særligt Daily Mirror, som vi kender fra Notting Hill som være verdens værste, begyndte at grave i hendes fortid og frembragte snart, hvad man med et diplomatisk udtryk ville kalde, belastende materiale. Sagen tog en ny drejning og sandheden blev en subjektiv affærer. Instruktøren, og vi med ham, følger Joyce’ liv kronisk. Fra at være den naive smukke forstadspige der pludselig finder sig selv som center of attention i fotografernes blitzlys og til hendes nu stille liv på landet, hvor hun bor sammen med sine klonhunde (!) og stadig arbejder på den bog der skal fortælle verden sandheden.

Og det er netop sandheden denne film drejer sig omkring. There are two sides to every story, i dette tilfælde tre og alle er de fremlagt af førstehåndsvidner. De var der, det er deres historie – og de autentiske beretninger er filmens helt store kvalitet. Derudover er Errol Morris en stor mester udi kunsten at klippe/klistre og lader en old school, stop-motionagtig kollage af avisartikler, -overskrifter og billeder bakke op om aktørernes udsagn. Det er underholdende og virker i allerhøjeste grad. Delvist forklarende for begivenhederne og delvist som et diskret indblik i Errol Morris’ tanker og meninger.

Medierne er magtfulde, det er unægtelig sandt. Men det er rystende at erkende hvor magtfulde de egentlig er. At lave en dokumentar om medier er derfor i virkeligheden ret ironisk, men måske netop af den grund så sært fascinerende. Det fremgår tydeligt fra første færd at hele denne affære er, hvad med et engelsk udtryk som desværre ikke findes nær så præcist på dansk, en dodgy affære. Og det er den helt rigtige stemning til en sag som denne, – man sidder med rynkede bryn, underligt tiltrukket, som når talen falder på konspirationsteorier og overnaturlige hændelser. Alle materialer, dokumenter og negativer er forsvundet, stjålet eller på anden vis bortkommet gennem tiden, så vidt vi ved, og filmen er måske blevet bedre i kraft der af. Og sandheden? Hvem der er mest forskruet i hele dette menageri, Joyce, medierne eller mormonerne er op den enkelte, kun én ting er sikkert; tingene er helt sikkert ikke hvad de umiddelbart tager sig ud som.