Natten til onsdag blev vi begge hevet bryskt ud af vores drømme af en voldsom buldrende lyd fra underste […]
Tag: blog
Mandag morgen drog vi af sted til pressepræsentationen af årets European Shooting Stars, hvor vi skulle have vores […]
Ørkenvandring med Herzog Berlinalens 2. dag skød vi i gang med endnu en film fra hovedkonkurrencen: ’Queen of […]
Alvorlige film på Buster
af Dorte Winkler
Det utroligt store udvalg af film på Buster, byder på børne- og ungdomsfilm fra hele verden til alle aldre. Også voksne. En hel del af filmene har alvorlige problemstillinger som omdrejningspunkt:
Den canadiske Det år Dolly Parton var min mor handler om at finde ud af man er adopteret i en alder af 12, Dooman-floden fra Sydkorea om en dreng som møder nordkoreanske flygtninge på godt og ondt, den peruvianske Bagtanker om en heltedødsfikseret 8 årig pige som har det svært med en uinteresseret og fjern mor og en kommende baby, og Bold Heros om drengepatienter på et cancerafsnit på et scweizisk hospital.
Oven i de gode historier og skildringer af de svære faser i et ungt liv, byder filmene også på kulturel indsigt og filmisk anderledeshed.
Dooman-floden har fx en hel anden filmisk stil end de mere vestligt orienterede film, med sin langsomme kameraføring og nøgterne beskrivelse af det hårde hverdagsliv i en kinesisk landsby på grænsen til et hungersramt Nordkorea. Vinterlandskaberne føles lige så kolde som de er, og vinteraftenerne lige så blå og smukke som de er. Da hovedpersonen Chang Du møder en sulten nordkoreansk dreng, begynder han at forstå at ikke alle steder kan man tage selv et simpelt måltid mad for givet. Chang Du rækker hånden ud med mad og venskab, men i kølvandet på den spirende humanisme sker der andre og mere alvorlige hændelser som får store konsekvenser for både landsbyen og Chang Dus familie. Hvor går grænsen?
Dooman-floden kan ses torsdag d. 22/9 kl. 10:15 i Grand Teatret
I Det år Dolly Parton var min mor bliver vi ført tilbage til 1970’erne og får ikke bare et fint tidsbillede, men også en skildring af barndommen før mobiltelefoner mv. Også her finder vi et langsommere tempo i fortællestilen, og det klæder denne film godt at den ikke forhaster sig og egentlig også på den måde understreger 1970’erne som et årti hvor der nok skete mange ting, men hverdagen var stadig stille og rolig. Hovedpersonen Elisabeth lever i et canadisk suburbia i midten af ingenting. Hun er stor Dolly Parton fan sammen med sin bedste veninde. De går begge og venter længselsfuldt på at blive kvinder, og der er megen snak om menstruation og bryster. Der er et tydeligt hieraki i klassen baseret på kønsmodning, og pigeproblematikker af den slags som slet ikke har med drenge at gøre (endnu) er i højsædet. Da Elisabeth finder ud af at hun er adopteret opstår der en kløft mellem mor og datter. Filmen bliver for en stund lidt af en road-movie når Elisabeth forfølger sin idé om at det er Dolly Parton der er hendes biologiske mor.
Bagtanker giver os muligheden for et kig ind i Peru i 1982, hvor uroen er på sit højeste og kommunisterne (eller terroristerne som de omtales af de velstillede i filmen) forsøger at overtage magten i landet. Det oplever vores hovedperson, den 8-årige Cayetana som bombetrusler mod hendes skole, flammende hammer og segl formede bål på bjergsiderne og behovet for at have egen privatchauffør og pansret bil, der kan køre hende i skole. Der er også tjenestefolk derhjemme og det er tydeligt at hun bor komfortabelt og skærmet bag en mur midt i fattigdom og uroligheder. Alligevel er alt langt fra godt – mor er fjern og gravid med sin anden mand, Cayetanas far har travlt med sig selv og nye damer, hendes bedste veninde er alvorligt syg og nu skal hun være storesøster. Cayetana er meget optaget af Perus historiske helte, døden, helvede og sig selv. En alvorlig pige, der sjældent smiler, men som også lyver og stjæler og uforvarende kommer til at slå kæledyr ihjel.
Bagtanker kan ses søndag d. 25/9 kl 10:00 i Grand
Bold Heroes foregår på et cancerafsnit i Schweiz hvor nogle drenge er indlagt som en del af deres behandling. Nogle har fået fjernet et ben, flere er på kemo, for nogle går det fremad, for andre går det den gale vej, en indlægges et andet sted og en ny dreng kommer til. De lever alle med en lurende dødstrussel, og alligevel er det i dette sterile hospitalsunivers, at vi ud af de fire film her møder mest livsglæde, humor, legelyst og drengestreger. Drengene udgør et fællesskab med konflikter, fornægtelse, kammeratskab, venskab og sort humor. De passer på hinanden, når de altså ikke lige er i gang med at tage røven på en af de andre. Men der er selvfølgelig svære stunder og kedelige bivirkninger af kemoen, som afbalanceres med forelskelse, fremtidsdrømme og generel fokus på hunkønsvæsener – og hermed er der ikke den store forskel på drenge med cancer og dem uden. En livsbekræftende film, uden på nogen måde at bagatalisere alvoren ved en cancer diagnose.
———————————————————————————————————————————————–
Universitetsradioens finest har bevæget sig til disse dages filmartcentrum i Europa, Berlin. Vi vil i den kommende uge […]