Årtiets uhyggeligste film stopper ikke hjertet. Nej, den kryber sig ind på dig, følger med dig hjem, slår rod i kælderen og bag dine øjne, mens du sover.

Den uhyggeligste film i dette årti.

Det er sådan Oz Perkins nye gyserfilm er blevet anmeldt efter nogle af dens første visninger, og den er sidenhen blevet markedsført med det slogan på plakaten.

Den er blevet en af de mest indtjenende film i Amerika, og har med god grund udnyttet de vilde udtalelser, den har høstet, til hvad der roligt kan kaldes årets bedste marketingkampagne.

Festivalpublikum efter festivalpublikum er blevet efterladt grædende, paranoide og med mareridt efter at have set filmen, og det har folkene bag blandt andet teaset for resten af offentligheden med et klip, hvor hovedrolleindehaveren Maika Monroe er blevet udstyret med en monitor, der måler hendes hjerterytme i den allerførste scene med antagonisten.

Det er her, hun ser sin kollega Nicolas Cage som titelfiguren, Longlegs i fuld makeup og kostume for første gang. Et møde, der fik hendes hjerte til at slå 170 slag i minuttet – hvor en normal hjertefrekvens i hvile ville være 60-100 slag pr. minut.

Så når man træder ind i biografen, runger et spørgsmål i salen: Er det her virkelig den uhyggeligste film i dette årti?

En gammel ven banker på

Mange film er kun lige så gode som deres åbningsscene – dette gælder især i gysergenren, hvor åbningen tit bliver brugt til at anslå præcist det, vi skal være bange for.

’Longlegs’ viser, at simplicitet nogle gange er det bedste værktøj, da vi lander i en idyllisk forhave dækket af sne. En lille pige sidder ved sit skrivebord, men bevæger sig udenfor i vinterlandskabet, fordi hun får øje på en mystisk bil parkeret foran sit hus.

Hvem hun møder ude i haven, er lige så simpelt og ubetydeligt som alt andet. Det er bare en mand.

Men pigen vokser op til at blive filmens hovedperson, FBI-agenten Lee Harker, og efter hun får overrakt en tidligere uopklaret sag, begynder det kryptiske møde fra hendes barndom at hjemsøge alle aspekter af hendes liv.

Bag kodede beskeder og brutale slagtninger af familier gemmer Longlegs sig i mørket – en seriemorder, der ingen spor efterlader sig på gerningsstedet, og som aldrig har kunnet spores. 

Hans relation til Harker er langt mere intim, end hun havde drømt om, og samtidigt med at hun følger i hælene på ham, må hun også gå på efterforskning i sin egen hukommelse for at blive klogere på denne nærmest mytiske fjende.

Frygten efterlader (næsten) ingen spor

At være den uhyggeligste film i dette årti er en stor titel at leve op til – det giver genklang af ’The Exorcist’ fra 1973, hvor biografgængere efter sigende skulle have kastet op, og endda været blevet kørt på hospitalet af bare skræk.

Jeg endte trods alt ikke ud i et hospitalsbesøg efter mit møde med ’Longlegs’, men jeg tilbragte dog de næsten to timer med neglene boret ind i mine håndflader, og flygtede efter filmen ud på badeværelset for at have et angstanfald.

’Longlegs’ mestrer en helt særlig form for gys, som filmlandskabet har savnet i lang tid. Instruktøren Oz Perkins’ mål er ikke at få dig til at i hoppe i sædet – nej, sommerens horrorfilm er tværtimod én, der lister sig ind på sine ofre, og sætter sig fast i din sjæl, før du overhovedet er klar over det selv.

Lange, nærmest udmattende kameraindstillinger, og skarpe røde og hvide omgivelser danner rammen for et plot, og en skurk, der hænger som lugten i væggene, som dampen i kælderen, og som borer sig ind i kraniet.

To (u)menneskelige superkræfter

Man kan ikke komme udenom den star power, som ’Longlegs’ ligger inde med. Nicolas Cage behøver ingen introduktion, men dette er nok én af hans vildeste, mest fuldendte, og alligevel overraskende roller til dato.

Karakterens mystik ville dog aldrig kunne lykkes, hvis det ikke var for det modspil Cage får fra Maika Monroe, som cementerer sig med endnu en uforglemmelig rolle i den genre, hun allerede kan kaldes en mester af.

Sammenligninger mellem Harker og Longlegs og den ikoniske duo Clarice Starling og Hannibal Lecter er oplagte og velfortjente, men med Monroes pinefulde emotionelle lag og Cages kontrollerede vrede gør de også denne ellers harmløse verden til deres egen.

Oz Perkins, søn af Anthony Perkins AKA ’Psycho’s Norman Bates i egen høje person, har da også store sko at fylde ud, og ’Longlegs’ er uden tvivl og uden omsvøb hans magnum opus.

Det univers, han så mesterligt og rystende har kreeret, er ikke klamt, dystopisk eller omsluttet af helvedes flammer. Det er koldt og skræmmende almindeligt – og så utrolig ensomt.

Så rygterne må være gode nok; Perkins’ film er ikke bare den uhyggeligste film i dette årti.

‘Longlegs’ er djævlens værk, og et skattekammer af en gyserfilm, der hjemsøger alle dem, der vover skindet for at opleve dens utilregnelige underværker. Så selv hvis mareridtene og angsten følger i mine fodspor på vejen ud af biografen, har det alligevel været det hele værd.