En sjov detalje ved Take This Waltz: Der er nogle minutters full frontal nudity med Michelle Williams og Sarah Silverman (dette er selvfølgelig ikke detaljen, men en gave fra Gud), og takseringen af dén fine idé fortæller måske en del om forskellige samfunds forhold til den nøgne krop. Få mennesker vil blive overrasket over, at USA har kvitteret med en R-rating, sådan at du skal have din mor med, hvis du er under 17 (hvilket jo i øvrigt gør det vildt traumatisk at se folk ha sex). Til gengæld findes der hele tre forskellige normer for bornerthed hos naboen mod nord, som tilmed har lanceret en 25 minutter kortere, censureret udgave: I Quebec skal man være 14, i British Columbia 15 og i Alberta, Manitoba og Ontario 18 år for at se scenen i omklædningsrummet, høre ordet fuck femten gange og se en montage af Michelle Williams i fuldt firspring. Tyrkiet, Australien, Japan og Storbritannien er alle landet på 15 år som aldersgrænse.

Men nok om dét sidespring, nu til filmen, som desværre er mindre interessant. Margot (Michelle Williams), en rastløs skribent på 28, er gift med Lou (Seth Rogen), som er lige så ufarlig som den kyllingekogebog, han er ved at skrive. På flyet hjem fra et job som tekstforfatter på en rejsebrochure møder Margot Daniel (Luke Kirby), der helt tilfældigt bor på den anden side af deres villavej. Enter: den uforudsigelige kunstnertype, Margot kan udleve sin ægteskabskrise med. Og så kører historien af sig selv.

Hvilket egentlig er utroligt. Jo, der er da nogle humoristiske twists, fx Sarah Silvermans alkoholiske figur, der godt nok kun er med for at holde et spejl op mod Margots moralske forfald. Og faktisk er det ikke så tåkrummende overfladisk at se filmen, som jeg umiddelbart havde forventet efter at have set den usandsynligt lange halvandet-minuts trailer.

Men plottet ér bare for hurtigt gennemskuet, frem for alt genkendt og altså en stor hindring mod troen på, at figurerne og historien gennemløber et naturligt, frit forløb i stedet for at være brikker i et plot, som kun har én endestation. Instruktør Sarah Polleys flair for det subtile får også et los ud af solsystemet i nøgenhedsscenen (som af en eller anden grund har bidt sig fast), da en gammel dame siger noget i retning af: – Det nye blir også gammelt. Bum …

Til gengæld er det meget fedt at høre ”Video Killed the Radio Star” på max gas.

Alt i alt: Fin, men lidt ligegyldig underholdning med nogle lidt utroværdige figurer, og spørgsmålet er, om du ikke skal kigge dig selv i spejlet og tage et kritisk blik på din eksistensberettigelse, hvis du vælger at bruge to timer på den her film i stedet for at tjekke en af de andre i biografen ud. En af dem, hvor hele plottet ikke kan aflæses på plakaten.