For 40 år siden mødtes en masse mennesker på en mark til ”3 dage med musik og fred”. En begivenhed kendt under navnet Woodstock, der er gået over i historien, som symbol på hippiebevægelsens højdepunkt. Netop symbolet, dens kulturelle og sociale betydning er udgangspunkt for succesinstruktør Ang Lee, i filmen om den unge arkitekt Elliots(baseret på dennes memoirer) oplevelser i kærlighedens sommer; 1969.

Af
NICOLAI MELDGAARD ESKESEN

Det er egentlig pudsigt. At det er Taiwanesiske Ang Lee, der er endt med at instruerer et så umiddelbart amerikansk fænomen som Woodstock. Ikke at der er noget usædvanligt ved, at Hollywood har gjort brug af udenlandske instruktører til at beskrive amerikansk historie og kultur. I den forstand har filmbyen været globalt orienteret lige siden at Charles Chaplin i Immigranten fra 1917 sejlede ind i New Yorks havn og beskrev det hårde liv, der ventede folk i drømmenes land.

Måske er det faktisk ikke så pudsigt igen. Ang Lee har med så forskellige film som Brokeback mountain, Hulk og Fornuft og følelse ikke alene portrætteret amerikansk tegneseriekultur og tabubelagte emner i historien, men også formået at indfange den engelske Viktoriatid. Samtidig har han, som i sin forrige film Lust, Caution ikke givet slip på sin baggrund i Asien. Med Taking woodstock  er han dog tilbage i sporet fra Brokeback mountain i sin beskrivelse af amerikanske eksistenser og deres brud med normer, roller og samfundets forventninger.

Eliott(Demetri Martin) er en ung mand splittet mellem det hektiske liv i New York og hans forældres faldefærdige motel El Monaco. Banken er ved at overtage stedet, faren(Henry Goodman) er ved at give op og moren(Imelda Staunton) en gammel hejre, der på vej ud af banken beskylder dem alle for at være nazister. Eliott, der er formand i den lokale handelsstandsforening prøver af den vej, at få skabt initiativer bl.a. en musikfestival, der kan vende den dårlige forretning. Det går sløjt, men da en nærliggende by forbyder en musikfestival under navnet Woodstock Ventures, ringer han til produceren Michael(Jonathan Groff).
Sammen med farmeren Max(Eugene Levy), sin pengegriske mor og vitaliserede far begynder planlægningen af en festival, der i takt med at håndværkere, hippier og homoer ankommer til motellet, får det kreative vanvid, som alle der har været på en større musikfestival kender til. Det hele kulminerer da Elliot tager til festivalen og møder et par(Paul Dano og Kelli Garner), der tilbyder ham syre i deres folkevognsrugbrød. Og til ære for tilskueren giver Ang Lee os lov til at dele denne oplevelse, og uden at have prøvet det, så virker det meget troværdigt!

Taking woodstock  er i modsætning til den 3 timer lange dokumentar fra 1970 uden musik fra selve scenen på festivalen. Selvfølgelig er der på filmens lydside, musik fra dengang i form af The Doors og Jefferson Airplane. Filmen har dog klart filmiske elementer, som den deler i og med at vi flere steder får optagelser med 8mm kameraer af festivalgæster, der danser eller ”mudslider” som hovedpersonen og hans barndomskamerat Billy(Emile Hirsh) gør det på et tidspunkt. Fedest er det når kameraet på metafilmisk vis fanger filmfolkene fra Woodstock imens de filmer.

Taking woodstock er båret af en fin miljøbeskrivelse af det lille lokalsamfund og dens møde med hippiebevægelsen og det opbrud, der var på vej. Bedst er filmen i sine iagttagelser af festivalens liv, der gennem Elliots øjne, bliver til et møde med den energi, der opstår når regler og normer brydes i en mere eller mindre fælles rus. Der hvor filmen er mindre vellykket er i beskrivelsen af familiedramaet specielt mellem Eliot og hans mor. Det virker for det meste komisk og får aldrig den klangbund af alvor det fortjener, hvilket er underligt da filmen ellers tager sig (lidt for) god tid til at fortælle sidehistorier om Billy, der har været i Vietnam som soldat, og ikke mindst om Vilma(fantastisk morsomt spillet af Liev Schreiber), den lyshårede transvestit, tidligere soldat og nu sikkerhedsvagt på motellet. Taking Woodstock er alt i alt en god film at markerer 40 året for den moderne musikfestivals fødsel og en udmærket erstatning for den aflyste mindekoncert i USA.

Se traileren til filmen her

Læs om hvorfor mindekoncerten for woodstock blev aflyst her