Tale of Tales

COPYRIGHT: CAMERA FILM

Til alle elskere af den eventyrlige genre kommer her en sjældent smuk og unik tidlig julegave. Århundreder gamle italienske eventyr kommer på forunderlig manér til live i denne store og ambitiøse opsætning.

Den italienske Giambattista Basil, der blev født i 1500-tallet, opsamlede 49 mundtlige folkeeventyr fra hovedsagligt de italienske og kretiske omegne, som han gengav i værket ‘Tale of Tales’. Skæbnen ville dog, at Basile aldrig selv nåede at se fortællingerne udgivet før sin utidige død. Lykkeligvis påtog hans søster sig opgaven, og i 1630’erne udkom eventyrerne – der sidenhen også skulle være til stor inspiration for Brødrene Grimm – for første gang i Napoli.

Det store loppeskind
‘Tale of Tales’ er et forsøg på at bringe magien og eventyrligheden fra disse folkeeventyr til levende live. Filmens instruktør, Matteo Garrone, har formodentligt følt, at de 49 eventyr ville være lige en stor nok mundfuld, og med beskedenheden til følge genfortælles i ‘Tale of Tales’ altså tre af værkets fortællinger. Undervejs i filmen vævres de tre uafhængige eventyr sammen. Historierne fortælles herved på fin vis sideløbende og filmen udgår det novelleformat, som ellers udgør den altoverskyggende inspiration.

I den ene fortælling har en konge på et bjerg, en prinsesse, som skal giftes væk, en grim trold og en kæmpe loppe. I den anden fortælling møder vi albinotvillingerne, hvis eksistens er forbundet med en barnløs dronning og et hvidt sømonster. I den tredje fortælling følger vi en grådig og liderlig konge samt to oldgamle koner med lumske planer.

Den vellystige konge
Man mærker med det samme i ‘Tale of Tales’, at vi her har at gøre med en aldeles anderledes genre, end man normalt oplever i biograferne. Fantasy er på ingen måde en dækkende genrebetegnelse – det er i sandhed eventyrlighed i den traditionelle og klassiske form, der gennemsyrer filmen. Det kan mærkes fra start til slut, samt i den rejse, karaktererne kommer ud på, og det er både forfriskende og interessant.

De hvide tvillinger
‘Tale of Tales’ er i sandhed en yderst flot film. Kostumerne og sceneriet er imponerede og dragende. Der er ikke blevet sparet på noget, og filmens skabere har tydeligvis stræbt efter at fremme oplevelsen af det klassiske eventyr så meget som muligt.

‘Tale of Tales’ er derfor også en anderledes filmoplevelse, og det på både godt og ondt. Filmen ender på de 4 stjerner frem for de 5 fordi ‘Tale of Tales’ kræver en del interesse af sit publikum. For sjæle med mindre tålmodighed, som foretrækker den mere moderne historiefortællings tempo, er der fare for, at ‘Tale of Tales’ vil opleves som både langsom og en kende sær. Men for denne anmelder var filmen i særdeleshed en positiv oplevelse. For dem, som elsker de gamle eventyrers mærkværdige magi og elegante detaljer, er filmen et absolut must.