En del af det danske stand-up kartel er, mere eller mindre, i samlet flok til at opleve i Jonathan Spangs Talenttyven der rammer biografen lige inden efterårsferien og dermed byder ind på målgruppen, der ikke skal se børne- og familiefilm i ferien.
Talenttyven har i al sin enkelhed et usandsynligt scenarie hvor det er muligt dels at få målt sit talent, og dels stjæle det fra andre via en himstregims som en dyrehandler (Nicolas Bro) har opfundet. Denne maskine kommer til at betyde en hel del for det fasttømrede kærestepar, Mark og Laura (Casper Crump og Mille Lehfeldt). For Mark er lidt af en has-been fra 90’er bandet The Heartbreak Hotels, der havde et stort hit, og hvor Mark primært stod for være lækker, mime og sætte outfits sammen til sceneoptræden. Hans makker Troels (Jonathan Spang) var bandets musikmand og slet ikke så lækker. Han går til gengæld efter et comeback og helst et udenlandsk gennembrud. Det lægger pres på Mark, som egentlig er meget tilfreds med at optræde i Rødove Centrum. Laura, til gengæld, er lidt af en fysik- og opfindernørd, som ikke tror helt på eget talent, og derfor er receptionist hos en virksomhed, der netop opfinder ting og sager. Hendes overmåde mandchauvinistiske chef Claus (Frank Hvam) lægger en hård linje af urimeligheder til at holde sine ansatte i skak, men det lykkes alligevel Laura at komme igennem med en ny og lettere bizar opfindelse.
Ud af dette scenarie udvikler sig en lettere vanvittig historie, som til tider er ret morsom, med en del overraskende takes og vittige indfald. Det er et veloplagt og velspillende cast der udfolder sig i historien, ikke mindst Crump og Lehfeldt er gode, Frank Hvam er fint castet og flabet morsom og i birollerne fx Mille Dinesen som Lauras gravide lægesøster, Birthe Neumann som Lauras mor, der er et stykke for sig selv og Søren Malling i rollen som selvfed pladeselskabschef – en rolle der ligger langt, langt væk fra den man også kan opleve ham i pt. i Kapringen. Og selvom det nok ikke er planlagt, så er det lidt sjovt. Åbningsscenen – en gammel musikvideo med The Heartbreak Hotels – er morsom, men også tyvstjålet fra Et sikkert hit (Music and Lyrics) med Hugh Grant og Drew Barrymore, ligesom visse idéer fra samme films plot.
Talenttyven har muligvis lidt på hjerte, eller også er det det sædvanlige stand-up univers der gør grin med alt, men man kan sige at der spilles op mod og forsøges at bytte om på bl.a. kønsstereotyper, men også hvad det vil sige at have talent. Men alt-i-alt så vil Talenttyven nok mest underholde og gøre grin med diverse trends i tiden – og det gør den fint nok til at rigtig mange nok vil være rigtig godt underholdt i biografen dette efterår.