Af Aske Steensen

Undertegnede skal indrømme, at det var med en del skepsis, at jeg slog mig ned i biografsædet, inden To på flugt (Tangled) startede. 3D og computeranimation (når det ikke er fra Pixar) er fy-ord i min verden, men det skulle vise sig, at den skepsis blev gjort til skamme.

Instruktørmakkerparret Byron Howard og Nathan Greno, mændene bag animationsfilmen Bolt (2008), har med To på flugt skabt en dejlig og opløftende film, der højner niveauet efter mange års skuffelser fra Disneys side.

To på flugt er en fri genfortælling af Brødrene Grimms klassiske eventyr, Rapunzel. Som ganske lille bliver prinsessen Rapunzel bortført fra sine forældres slot af den onde heks, Mor Gothel, og indespærret i et højt tårn langt ude i skoven. Her holder den onde heks sig ung ved hjælp af Rapunzels magiske gyldne hår og udgiver sig for at være hendes mor. I takt med at Rapunzel nærmer sig de 18 år, længes hun mere og mere efter at opleve verden udenfor, så da den charmerende bandit, Flynn Rider, en dag vælter ind af hendes vindue, får hun pludselig en god undskyldning for at drage ud på eventyr

Filmen markerer en kærkommen tilbagevenden til det klassiske Disney-eventyr med iørefaldende sange og en traditionel eventyrfortælling – kort sagt alle de ting, som man nærmest troede, var væk for evigt og byttet ud med det dekadente Hannah Montana og High-School musical univers, som Disney har storsatset på igennem den senere tid. Det er derfor virkelig forfriskende med en film som To på flugt i en tid, hvor spareanimation og kalorietomme 3D film bliver skidt ud i foruroligende stor stil. Børn bliver bombarderet med hjernedød, uintelligent tegnefilm, så To på flugt giver håb om, at der stadig sidder nogen derude, som vil holde liv i Disneys tradition og levere fantastisk underholdning og kvalitet.

At se filmen er som at træde ind i en tidskapsel, hvor man transporteres tilbage til de dage, hvor Disney stadig kunne finde ud af at lave gode film med gribende historier, og faktisk kunne man let tro, at filmen stammede fra samme periode som Den lille havfrue og Skønheden og Udyret. Og på trods af at selve historien er en meget genkendelig konvention, er der stadig utallige elementer, som varmer lattermusklerne godt op og underholder.

I 2006 ansatte man John Lasseter som kreativ chef for Disneys animationsafdeling i forbindelse med købet af Pixar, og den beslutning er ikke noget at kimse af og er uden tvivl en altafgørende indflydelse på Disneys nye retning, som man vel først kunne begynde at spore efter Prinsessen og Frøen (2009)

Der er stort set heller ikke en finger at sætte på det danske stemmeskuespil. Alexandre Villaume (også kendt som Wupti Pede) gør det fint som Flynn Ryder, og den danske synkronisering fungerer i det hele taget upåklageligt. Det kunne have endt i et langt værre resultat, og det er kun i sangene, at det falder lidt igennem.  Rent visuelt er det en meget smuk film og til tider ligefrem poetisk. Animatorernes arbejde er blændende, og karaktererne virker levende. Normalt er det ellers akilleshælen i computeranimation, hvor personlighed og ønsket om at skabe liv tit virker meget søgt og kunstigt.  Karaktererne er lavet på sædvanlig Disney-vis – med en stilsikker fornemmelse for de små, vigtige detaljer, der gør de tegnede figurer til menneskegjorte og menneskelige enkeltpersoner

Alt i alt er To på flugt en sjov, lun og super hyggelig film. En film der på mange måder stimulerer den barnlige sjæl og bringer minder om svundne tider, hvor Disney var et magisk pejlemærke for al filmfortælling. Den er fyldt med herlige øjeblikke, og selvom den ikke helt kan nå de allerhøjeste stjerner på eventyrhimlen, da den simpelthen ikke bringer noget nyt til Disneys univers, rækker den dog efter dem med en varme og hjertelighed, man ikke har set fra Disneys hånd i meget, meget lang tid. Der er heldigvis stadig lidt magi tilbage hos Disney.