Med seks Oscar nomineringer, er ‘Tár’ en film der er værd at tale om, både udenfor og indenfor filmens rammer. Der er mere internt drama end man skulle tro i den klassiske musikverden, når ’Tár’ indtager scenen, og har det største orkester med.

Filmen er navngivet efter sin hovedperson Lydia Tár (Cate Blanchett). Hun er dirigent for Berlinerphilharmonikerne og er en af generationens største talenter inden for klassisk musik. Hun bor i Berlin med sin partner Sharon og deres adopterede datter Petra. Lydia er midt i planlægningen af en live indspilning af Mahlers symfoni nummer fem, da fortiden begynder at slå revner i Lydias facade. Selv hendes program for unge kvindelige dirigenter giver problemer…

Kort sagt er det en lang film

Filmens første scene med dialog er et interview med Lydia Tár foran et live publikum, hvor hun bliver introduceret med en lang liste af sine udmærkelser. Denne første scene er fyldt med klassisk musiklingo som klassiske musikentusiaster nok vil få mere ud af end jeg selv gjorde.

Scenen er meget lang og det er ikke den eneste lange scene i filmens 2 timer og 38 minutter spilletid. Det giver dog en imponerende og manipulerende introduktion til vores hovedkarakter. Men i en allerede lang film er det svært at retfærdiggøre så mange lange scener, der kunne gøres på halv tid lige så godt. 

Cate Blanchett er som musik i ørene

Den dygtige Cate Blanchett er blevet rost for sin rolle som Lydia Tár, og fører i Oscarløbet om prisen for Bedste Kvindelige hovedrolle. Der er ingen tvivl om, at hun brilliere som Lydia. Ifølge instruktør og manuskriptforfatteren, Todd Field, skrev han rollen til Blanchett og det kan mærkes. 

Da filmen begyndte, sad jeg og tænkte, at skuespillet nærmest virkede falsk og karikeret. Jeg var ikke begejstret for Blanchett som Lydia. Men langsomt, da man lærte Lydia bedre at kende, forstod jeg, at dette ikke var Blanchett, som at, der var dårlig. Derimod var det Lydia, der spillede skuespil.

Klapsalve til filmholdet

Filmen er lavet med præcision og mærkes som et elsket projekt. Den er fuld at flotte billeder, god lyd og klipning, og har et fantastisk cast af både skuespillere og musikere, som ikke var skuespillere før dette projekt.

Overraskende starter filmen med rulletekster med hele filmholdet bag filmen og ingen skuespillere. Et fint øjeblik med ekstra opmærksomhed til et ofte overset filmhold og de musikalske talenter der har været med til filmen.

Tár filmen for stor en mundfuld?

Til tider har filmen problemer med at finde sin identitet. Det er et drama, der gerne vil være en satire-komedie. Men så glemmer den det lidt og bliver pludselig en mystisk thriller.

Filmen åbner med en scene af Lydia der sover på et fly. Hun bliver filmet af en telefon, der sender en live stream og skriver sms’er på samme tidspunkt. Mysteriet starter her. Hvem er bag telefonen?

I stedet for at give klare svar, roder den sig ud i flere sidespor, der aldrig dykkes ned i og derfor ender mislykket. 

Gennem filmen bliver Lydia mødt af et mønster, tegnet på forskellige ting, som hver gang skræmmer hende. Det er tydeligt, at det har med hendes fortid at gøre, men hvorfor det får så stærk en reaktion, vides ikke. Hvad er hendes relation til dette mønster? Hvad forstiller det?

Seeren bliver også præsenteret for en rødhåret kvinde, som vi kun ser bagfra. Hun er en af Lydias ofre. Det er svært at tage det seriøst, når det bliver så anonymt uden et ansigt. Vi får senere et navn, men nærmere lærer vi ikke kvinden at kende. Seeren skal forstå Lydias frygt, for en kvinde vi ikke må lære at kende.

Der er mange interessante ideer i ‘Tár’, men de løber næsten alle sammen ud i ingenting.

Omdrejningspunktet er ikke musikken

Hvis man er fan af klassisk musik, skal man ikke forvente at filmen handler om musikken. For selvom filmen foregår i den musikalske verden, hører man næsten ingen af de værker som, at det handler om. 

Hver gang vi ser Lydia Tár dirigere et orkester, er det kun i få sekunder ad gangen. Det kan argumenteres om det er et problem eller ej. 

Alligevel kan jeg ikke lade være med at side tilbage med en lidt kedelig følelse. Hvorfor foregår filmen i den verden, hvis seeren aldrig får lov til at være med hele vejen? Musikken har reelt ingen rolle, og kunne have foregået i mange andre verdener.

Farlig stereotyp

En større kritik ligger i valget af hvem Lydia er. ‘Tár’ hører til i længere rækker af film der handler om hvordan ikke kun mænd kan misbruge deres magt eller være forfærdelige mennesker.

Lydia Tár er i et forhold med en anden kvinde, og beskriver sig selv som lesbisk. Det er svært at tage det seriøst når filmen bevidst gør den lesbiske hovedkarakter til en “Groomer”, og dermed også bruger en vanskelig og farlig stereotype. 

Lydias seksualitet handler ikke om kærlighed, eller som en hyldest til LGBTQ+-samfundet indenfor klassisk musik. Hun er kun lesbisk i filmen for at misbruge unge kvinder, og ikke unge mænd…

Ja, lesbiske kvinder kan også være onde og på grænsen til sociopater. Jeg ville dog mene, at hvis denne film handlede om en mand, var den ikke blevet rost på samme måde. 

… Men værd at se!

‘Tár’ er klart en film der er værd at bruge sin tid på, men måske ikke en film for alle. Den er lang, og ubehagelig og handler om klassisk musik. 

Men skuespillerne er dygtige og musikerne endnu mere. Trods for kritikken er det en interessant og flot film, som Tár fast og sætter sig i tankerne.