Peter Griffin fra Family Guy er blevet en talende bamse. Dét, som man nok ka’ forestille sig, har ikke givet ham færre nykker.

De første ti minutter af Ted er en overrumplende kombinationen af Spielberg-inspireret eventyr og et malende fast-forward, der når op på siden af den erindringsværdige sekvens i Disneys Up, hvor den gamle gnavpot Carl Fredricksens liv rulles ud i billeder. Den otteårige, jødiske og komplet ignorerede John Bennett ønsker sig en sen aften, at hans tøjbamse skal blive Johns bedste ven resten af livet. Og det lykkes. Til lyden af en score, der minder om Beauty and the Beast. Ted (Seth MacFarlane) bliver vakt til live, og alle pixels er parate til at lade en ny E.T. løbe over lærredet. Bum – syvogtyve år senere, og de to barndomsvenner sidder i en sofa og ryger sig skæve. Stadig buddies og alt det der, men med den komplicerende detalje, at Johns (Mark Wahlbergs) kæreste Lori (Mila Kunis) er jævnt træt af Johns umodenhed. Som jo nok hænger sammen med, at hans bedste ven er en bamse.

Og ja, du har gættet rigtigt. Spielberg-eventyret bliver ret hurtigt knippeltæsket og bagbundet af den klassiske romcom: John må vælge mellem Ted og Lori, og der er ingen vej ud af formularen, så John og Lori er selvfølgelig nødt til at blive adskilt og genforenet, mens Ted og Lori skal gå fra at være fjender til venner. And believe you me, det er tåkrummende at være vidne til så forudsigeligt et plot, særligt når den ydre ramme i form af eventyrs- og coming-of-age-fortællingen kunne have været springbræt for en tredobbelt salto med halvt split og chili-topping af en film.

Men det giver selvfølgelig minimal mening at ønske sig en anden film end den, der nu engang er blevet indspillet. Og faktisk er Ted hysterisk sjov omkring halvdelen af tiden. Anden halvdel er så ret forceret, latrinær og ikke i nærheden af latterfremkaldende. Men det er jo også tilfældet med tv-serien Family Guy, som Seth MacFarlane til daglig er manden bag – en blanding af komisk timing i spitzenklasse og jokes rettet mod laveste fællesnævner, som alle kan relatere til.

Jeg har engang hørt en klog mand sige, at hvis du skal lave en god genrefilm, skal du kunne transcendere genren, ellers forfalder filmen netop til de formulariske logikker, som er blevet redet som en Hollywood-mare. Desværre forfalder Ted ikke bare til romcom-formularerne, men i løbet af filmen også til romcom-parodi-formularerne. Og dét er lidt en trist skæbne, som jeg nok vil klandre manusholdet bestående af MacFarlane (der også instruerer), Alec Sulkin og Wellesley Wild for. Måske de skulle have allieret sig med en ikke-sitcom-skribent for at få lidt modspil.

Bottom line: De får trods alt fyret nogle ret vilde jokes af, og deres håndværk er solidt nok til, at Ted sine steder endda er rørende. Rørende, sjov, men overfladisk.