Hun ligger på ryggen ved siden af ham. Så tæt, at han næsten kan røre hende. Idet hun vender hovedet mod ham, slipper hun et kort øjeblik sølvkorset om sin hals for at fjerne en hårtot fra panden. ”Det er et mirakel, at vi overhovedet eksister,” siger hun og vender med et suk blikket tilbage mod den glimtende nattehimmel. Han nikker stille og forsøger at tvinge sig selv til ikke at stirre på kvinden, der trods sin unge alder snart vil tage plads mellem stjernerne, førend nogen af dem forventer.

Hendes navn er Melissa, hun er i sit tredje år på universitetet, og selvom den ambitiøse sanger, Jeremy Camp (KJ Apa), er placeret solidt i centrum som filmens fortæller, er ’I Still Believe’ hendes historie.

Både Melissa og den multi-Grammy-vindende rockmusiker, Jeremy, er virkelige personer, som mødte- og forelskede sig i hinanden på college i 1997.

Jeremy, spillet overraskende stabilt af ’Riverdale’-darlingen Apa, går fra første øjekast stålsat efter den dybt religiøse Melissa (Britt Robertson), som han møder til en koncert, spillet af hendes ven Jean-Luc.

Selvom Jean Luc (Nathan Parsons), der efter mange års venskab har lagt billet ind på Melissa, allerede har etableret sig inden for musikken og er Jeremys største idol – og sågar hjælper ham med at få gratis indspilningssessioner og producere en demo – formår Jeremy, at skabe lidt utro i ’I Still Believe’s ellers monotome rytme, da han spytter på Jean-Lucs venlighed og kiler sig vej ind i Melissas hjerte.

Der er lagt godt i kakkelovnen til et trekantsdrama, men så snart den konfliktsky Melissa trænges op i en krog og skal vælge mellem de to følsomme fyre, smider Jeremy det ultimative trumfkort på bordet: ”Melissa, Gud har jo forudbestemt, at vi skal være sammen”, siger han. Og så er den diskussion ligesom lukket.

Slap af, Judas
Og først her går det op for denne, måske lidt tungnemme, anmelder, at ’I Still Believe’ ikke er et romantisk teen-drama, men en kammufleret slange i Edens have. ’I Still Believe’ er nemlig kristent propaganda af højeste kaliber.

Det lille skinnende kors, der ikke ligefrem elegant fremhæves, hver eneste gang Melissa er i billedet, burde nok have afsløret det. Eller måske den unge piges komplette ligegyldighed over for både ’Rivedale’-stjernen og den veltrænede Jean Lucs udseende burde have indikeret filmens fromme tone.

Om noget burde det have stået klart, da Jeremy forsøger at gøre kur til Melissa med en kærlighedssang om Jesus’ lidelser med et forholdsvis grafiks omkvæd, hvori han flere gange spørger hende, om hun mon ville være en god nok kristen til at ”hive sømmene ud af hans hænder og tage hans plads?”.

En flænge i himmelen
Hvad der følger efter Jeremys ”Gud-har-forudbestemt-os”-mic drop, er en ikke-så-hed romance, der mest af alt vækker ubehagelige, utilfredsstillede minder fra dengang Bella endnu ikke var gift med Edward, og han derfor ikke engang ville snave hende ordentligt.

Både Melissa og Jeremy er stensikre i deres tro på Vor Herrers planer for deres forhold. Og som enhver drama-kender ved, udgør den slags tryghed ikke godt materiale.

Tragisk nok finder fortællingens pedant til Eva – Melissa – hurtigt en ondartet kræftknude på størrelse med et æble i maven. Og så er der ellers dømt kronisk grædekor for de stjernekrydsende elskende.

Apa viser gennemgående et overraskende skuespiltalent og får med Melissas sygdomsforløb især plads til at tage scenen. Den 23-årige skuespiller gør så afgjort sit bedste for at løfte opgaven, som enhver med mere erfaring og kontrol over egen karriere nok ellers ville have sagt pænt ”nej, tak” til.

Både han og Robetsons mange tårevæddende scener på kanten af hospitalssenge, hvor knugende hænder gang på gang rækkes ud og tryglende beder Gud om at spare den unge kvindes liv, er et af filmens få lyspunkter. Og til deres fordel, er det trods alt svært at glemme, at der bag den tungnemme frigide fortælling findes en virkelig historie.

Snydt igen!
Alligevel må man dog krybe til korset og indrømme, at ’I Still Believe’ formår netop at indfri den pointe, filmen så manisk forsøger at manifestere:

Mirakler findes. For ved Gud, det har krævet intet mindre end et vidunder, at få denne fejlslagne spirituelle opfølger til ’The Fault in our Stars’ i danske biografer. Den eneste forklaring må nemlig være guddommelig intervention eller måske en pandemi, der har drænet filmindustrien så groft, at selv uhæmmet propaganda kommer på plakaten.