Donatello, Leonardo, Raphael, Michelangelo og Michael Bay er samlede igen. Opfølgeren til den omstridte første installation i det genstøvlede franchise fra 2014 udkommer i dag. Er det godt? Nej. Er det fedt? Ja!

Jeg kunne skrive en masse om hvorfor den her film var dårlig. Hvorfor den ikke giver mening, og hvorfor du ikke behøves at se den. Det er der sgu ikke meget turtle power over, så jeg tager den på højskolemanér og laver en collage af usammenhængende, anekdotale lykkeligheder ved filmen i stedet.

Heroes in a half-shell

Vi starter med en introduktion. Til dem, der ikke har boet under et skildpaddeskjold hele sin barndom, giver filmen en fin lille opsummering. Leonardo er lederen. Han er mutantskildpaddebrødrenes beslutningstagende, blåklædte overhoved. I Donatello finder vi det nær savante teknik-geni. Raphael er rødglødende, ren og skær råstyrke: en fandens karl! Michelangelo er den orange pizzanarkoman; det komiske relief.

De tortoise teenagere har været så heldige at blive født med en gruppedynamik, der er enhver manusforfatters våde drøm. Det er på ingen måde lige så vittigt som i tegneserien, men på trods af mængderne af tilsat Hollywoodsukker føler man sig fint underholdt.

Turtle Power!

Som I forgængeren falder filmen helt fra hinanden, hvis man begynder at tænke for meget over plottet. Det er mildest talt mere gennemhullet end det gennemsnitlige lagen på Mændenes Hjem. Men det gør egentlig ikke så meget. Det hele handler jo egentlig bare om, at de muterede ninjadyr skal sige dumsmarte ting, alt I mens fodklanen får tæv, Will Arnett er sjov og Megan Fox ser godt ud.

Nu vi taler Megan Fox, så kunne man pointere at filmen I sine første ti minutter formår at få hende klædt ud i skolepigeuniform. Er det unødvendigt og dumt? Ja. Blev jeg glad i min i forvejen stramme buks? Ja.

Bebop-a-loopa, it’s Rocksteady!

Mens vi er I liderlighedens metaforik giver det mening at bevæge sig videre til brunstens absolutte kogepunkt. Min indre femårige dreng blev sgu ganske overvældet da han fandt ud af, at Bebop og Rocksteady skulle være en del af det nyeste skud på franchisen. De er fede, de er dumme og de er lige præcist så tegneserie-agtige, at man ikke kan andet end holde af dem. Sammen med verdens bedste hjerneskurk, Krang, giver de en fanboy-feder, der kan ses fra den kinesiske mur.

Det kan filmen derimod ikke. Den skal helst ses i biografen, helst med tømmermænd. Helst med den ven, der lige som dig ikke bryder sig om at tænke om søndagen. Helst med en pizza før og bagefter. Helst med lige mængder nostalgi og ikke mindst… Turtle Power!