Nogle oplever det aldrig. Andre mærker kun følelsen få gange i deres liv. Følelsen af at se en film og allerede inden slutningen være så grebet af dens præmis, at ens verdensforståelse – bare i et øjeblik – er i frit fald. Spørgsmålet er nu bare, om ens opfattelse nogensinde finder fodfæste igen?

Følgende anmeldelse indeholder ikke spoilers fra ’Tenet’.

Christopher Nolan er notorisk kendt for at efterlade sit publikum måbende. Siden begyndelsen på sin kommercielle karriere med mesterværket ’Memento’ fra 2000, har den 50-årige instruktør udnyttet filmmediets mange smuthuller og vendt publikums opfattelse af fortællinger på hovedet.
Action-eventyret ’Tenet’ er bestemt heller ingen undtagelse. Og efter 2,5 timer i de bløde sæder er der vist heller ingen tvivl om, at kun Nolan, og hans berygtede forkærlighed for at tage røven på seeren, kunne have skabt årets mindfuck.

Die Another Day
5 minutter efter startskuddet er lydt, har ’Tenet’s navnløse hovedperson (John David Washington, søn af Hollywood-legenden Denzel Washington) set noget, han ikke burde have set. Noget som vil ændre hans forståelse af verden – både fremad og bagudrettet – for altid.

Protagonisten har hidtil arbejdet for CIA, men er, grundet sin nye viden, blevet headhuntet til en hemmelig mission efter en optagelsesprøve, der mildest talt trak tænder ud. Hans nye mål er nu at stoppe teknologien bag det mærkelige fænomen, han har oplevet. Hans eneste ledetråd i dén sag er et enkelt ord: Tenet.

Tenet er på engelsk et udsagn, der kan bruges til at beskrive en overbevisning eller religion. Og netop menneskets grundlæggende forståelse for, hvordan vi alle bevæger os gennem tid og rum, er hvad Tenet-teknologien (og filmen i sig selv) truer med at udfordre.

The Spy Who Loved me
I hjertet af ’Tenet’s intense biljagtssekvenser, hjernebrydende skududvekslinger og imponerende nærkampsstunts, rumsterer en fortælling om venskabet mellem Robert Pattinson og Washingtons karakterer. De er nemlig blevet partnere på Tenet-missionen og det kræver lidt tilvænning for Protagonisten.

De to skuespilleres naturlige pingpong og venskabelige stik til hinandens professionalisme og intellekt tilføjer filmens tunge koncept et let pust af komik, som flere gange minder seeren om, at ’Tenet’ lige så vel kunne have været del af ‘James Bond’ eller ’Mission: Impossible’-universet.

Hetro-romance 007-style er der dog også plads til. Det sker i form af Washingtons koldblodige agent-sind, der langsomt tøs op ad den enlige mor, Kat. Men heldigvis kræver det mere end et intimt kindkys og er nyt flot jakkesæt at imponere den skeptiske Kat, der spilles ovenud overbevisende af australske Elizabeth Debicki.

Om det er intensionen, at Protagonisten uden navn, til tider mildest talt skal forekomme anonym i sammenligning med Debicki og Pattinsons roller, er ikke til at sige. Washingtons fysisk krævende rolle blegner dog gang på gang ved siden af de to, især takket være ’Tenet’s kluntede dialog, hvis værste replikker synes at være havnet hos Washington.

Til den 36-årige ’BlacKkKlansman’-skuespillers forsvar skal det dog nævnes, at dialogen flere gange flyder så kejtet, at selv den Oscar-vindende Nolan-veteran Michael Caine må kæmpe for at fremstå overbevisende.

Mission: Almost Impossible to Understand
Nolan har tidligere trukket på nogle af fysikkens største navne for at give sine komplekse fortællingers koncepter reel tyngde. Særligt ’Interstellar’ skrev i 2014 historie, da Nolan brugte uhørt mange ressourcer på at legemliggøre fysiker-stjernen Kip Thornes beregninger om sorte huller.

Sci-fi-dramaet med Matthew McConaughey i spidsen introducerede smukke sekvenser, der viste Thornes teorier om glødende sorte huller. Sekvenserne er sidenhen blevet brugt til simulerings-undervisning af selveste NASA. Sidste år bekendtgjorde rumfartsadministration sågar, at scenerne fra ’Interstellar’ havde ramt hovedet på sømmet, da de første billeder af orangefarvede sorte huller blev offentliggjort i 2019.

Det er derfor ikke så let at afværge realiteten i Nolans påfund om Tenet-teknologien, når Thornes navn endnu engang glider over skærmen ved filmens afslutning under et banner med ’special thanks’ fra instruktøren.

Forklaringen bag begrebet Tenet bliver gennem filmen formidlet forholdsvis pædagogisk, men det står samtidig også frustrerende klart, at den tidsbegrænsede fortælling kun formår at ridse i toppen af forklaringen.

Teorien lader, ifølge filmens mest indviede karakterer, ellers til at være let nok at forstå. Hvis man altså har afprøvet mekanismen på egen krop eller måske har en Ph.d. i Fysisk, ligesom Neil (Pattinson).

Og efter en del opgivende spørgsmål er hverken Washington eller publikum blevet klogere. Protagonisten bliver da derfor også bedt om at acceptere sin uvidenhed med ordene: ”Don’t try to understand it. Just feel it”. En sætning, der synes mindst ligeså henvendt til publikum, som de medvirkende i filmen.

At acceptere at man ikke har den fjerneste mulighed for rent faktisk at fatte halvdelen af fysikken bag begrebet Tenet er dog en tjeneste, man bør gøre sig selv. For så snart man selv (og Protagonisten) slipper sin lyst til at forstå alt, sættes der gang i en så stor lavine af action og ufattelig filmteknik, at skrevne ord ikke rækker.

Rigtige film skal ses i biografen
For ’Tenet’ skal virkelig mærkes. Ikke forstås. Og det er selvfølgelig ikke for de uoriginale replikker og den flade hovedkarakterer, at ’Tenet’ bør ses på den største skærm tilgængelig.

Filmen kan, særligt i kraft af sin langstrakte afsluttende totalskuds-klimaks, pryde sig med titlen som ”teknisk vidunder”, ikke meget ulig ’Skyfall’-instruktør Sam Mendes krigsdrama ’1917’ fra tidligere i år.

Og uanset om man finder vej til biografen for de storslåede praktiske effekter, det kæbetabende klippearbejde, ufattelige stunts eller lækker, sømløs teknik – både fra kamera og lydfolkene bag – er ’Tenet’ et solidt bud på et actionbrag til eftertanke.

Efter 2,5 times IMAX-eventyr er der ingen tvivl om, at Nolans fantastiske koncept er ’Tenet’s største stjerne.