Stærkt men subtilt skuespil redder biopic fra fuldkommen middelmådighed.

Instruktør James Marsh (‘Man on Wire’) har valgt at basere sit portræt af Stephen Hawking på selvbiografien af hans ekskone Jane Hawking, hvilket skubber filmen i en lidt anden retning end man kunne have forventet. Det er det hjemlige liv og deres familie, der er i hovedfokus, og ikke, som man kunne have forventet, Hawkings teorier og karriere. Hvis man håber på at se et portræt af fysikeren Stephen Hawking, bliver man højst sandsynligt skuffet, da han i langt højere grad ses i funktion som far og ægtemand.

Ja, men så alligevel måske ikke…
Filmens fokus har både sine styrker og svagheder. Som tilskuer får vi et dybdegående kendskab til begge karakterer, da de bliver fulgt tæt i deres private sfære. Stephen Hawking (Eddie Redmayne) bliver i høj grad også afmystificeret, og man får et indblik i en person, som de fleste kender til, men ikke ved så meget om. Redmayne rammer Hawking spot on visuelt og formår med små blikke og øjenbevægelser at tilføje liv og dybde til en rolle, der er stærkt fysisk begrænset. Felicity Jones gør det glimrende som den viljestærke og trofaste Jane Hawking, og kemien imellem de to er ikke til at tage fejl af.

Derfor er det også rigtig ærgerligt, at filmen på mange måder går i stå, og det intime familiedrama, der virker fint noget af vejen, bliver ganske enkelt kedeligt til tider. Familiedynamikken er et godt element at have med, men man savner viden om Hawking selv og hans fantastiske evner inde for sit felt (hvilket alt andet lige også er grunden til, at der overhovedet kan laves en film). Selvom filmen har flere rørende passager undervejs, bliver det i sidste ende en lidt jævn omgang, som dog reddes af to stærke præstationer fra hovedrolleindehaverne.