Det er ikke teknologien, men i stedet action, eksplosioner, skæg og ballade der er i fokus i den nye Terminator-film, der desuden har fået opdateret både kvindelige og mandelige karakterer til 2019.

Det er nat i Mexico City. I en viadukt ligger et ungt par på køleren af en bil og snaver, da en nøgen kvinde pludselig falder ud af en elektrisk eksplosion fra broen ved siden af dem. Det er fremtidssoldaten Grace (Mackenzie Davis), der er rejst tilbage i tiden for at rede Dani (Natalia Reyes) fra en terminator af modellen Rev-9 a.k.a. en ustoppelig psykopatisk dræbermaskine!

Da Grace ikke selv er robot, men ”blot” et opgraderet menneske, har hun begrænsninger, der gør det svært at beskytte Dani i længden. Hun er derfor tvunget til at slå sig sammen med gode gamle Sarah Connor (Linda Hamilton), der efter sin søns død har dedikeret sit liv til at tilintetgøre terminators.

’Terminator: Dark Fate’ er ganske vist den sjette i rækken, men går tilbage og er en fortsættelse af ’Terminator 2: Judgment Day’.

Først og fremmest: Læg logikken til side i to timer
Der er ingen grund til at hænge sig for meget i de logiske detaljer. Det er nemlig actionen, der er i fokus i den her film. Vi bliver godt nok både præsenteret for tidsrejser, formskiftende robotter, der kan dele sig i to, kunstig intelligens, der (igen!) har overtaget Jorden, og en tidligere Terminator, der åbenbart over tid har lært at være menneskelig, og nu kalder sig Carl og sælger gardiner.

Men jeg vil vove at påstå, at man helt klart får den fedeste biografoplevelse, hvis man bare accepterer alt dette som universets præmisser, og så nyder og har det grineren over historien, der udspiller sig i disse mere eller mindre urealistiske rammer.

Who run the world? Fucking hardcore women!
”Den her film er så 2019!”, tænkte jeg, imens jeg så den og gang på gang blev positivt overrasket over den stærke kvindefremstilling. I det her univers er det kvinderne, der går forrest og overlever, og mændene, der er mindre kompetente, bliver fyret og får stjålet deres tøj.

Skaberne af ’Terminator: Dark Fate’ har indset, at kvinder faktisk kan mere end at føde børn, og det er befriende. Det er også super forfriskende at vores kvindelige helt og cyborg, Grace, ikke er en overseksualiseret dulle med langt krøllet hår, altid perfekt makeup og klædt i et tætsiddende suit, der sidder stramt over de store bryster, som det ofte ses i f.eks. Marvel-universet. Ingen af vores tre kvindelige hovedkarakterer bliver seksualiseret, men får i stedet bare lov til at repræsentere, at både høje som lave og unge som modne kvinder alle kan være fucking badass.

”I’ll be back”
Arnold Schwarzenegger er tilbage som Terminator T-800 Model 101. Jeg frygtede, at gensynet ville blive tåkrummende, men han er altså bare den perfekte til at spille en tidligere killer-robot, der nu har trukket sig tilbage og prøver at lege menneske og leve et fredeligt liv. Det kommer der nogle virkelige underholdende situationer ud af, og apropos 2019, formår hans livsstilsændring også fuldstændig at dræbe nogen form for ”toxic masculinity”, der ellers kunne være forbundet til den slags karakter.

’Terminator: Dark Fate’ er ikke noget dybt kunstnerisk mesterværk eller detaljegennemtænkt science fiction-univers. Det blev aldrig rigtig farligt eller rigtig sørgeligt på trods af en ellers dramatisk opsætning. Men taget i betragtning af, hvad den er: Sjette film i rækken af nogle seriøse action-bangers, så synes jeg sgu, at den er ret vellykket. Der var action for alle pengene, jeg grinede utrolig meget (nogle gange med den, andre gange af den), og så serverer den super seje kvindelige karakterer, der er opdateret til den tid, vi lever i.

Den gør, hvad den skal, og den gav mig lyst til at gå hjem og få set de andre Terminator-film.
Jeg er klar på den syvende.