En far, en datter, et hus, en bil, en steppe. Det er omtrent det, der er at se i filmen ‘Test’ – og så alligevel overhovedet ikke.

Der er en sagte vind, mens vandet langsomt rinder nedad, hen imod træet. Solen er på vej op. Vandet når det skrånende træ og deler sig i barkens mange fordybninger som sit eget lille flodsystem. Ikke langt derfra starter en mand roligt, om end med besvær, sin ladvogn. Han skal ud at arbejde. Hans datter skal ikke noget. Om aftenen ser datteren gennem vinduet sin far komme hjem igen. Hendes hår bades i solens sidste lys. Dagen er slut. Vinden suser endnu.

Således går dagene i midten af 1900-tallet for faren Tolgat (Karim Pakachakov) og datteren Dina (Elena An). De bor langt ude på den sovjetiske steppe i det eneste hus i miles omkreds. Det er fredfyldt og uforstyrret; det er rutinepræget og ensomt. Alt dette væltes dog omkuld, da kærligheden indtræffer og bogstavelig talt eksplosive omstændigheder på uretfærdigste vis griber ind.

En af årets flotteste film
Det er den russiske instruktør Alexander Kott, der har skrevet og instrueret ’Test’, og det har han gjort godt. Med få elementer og i en film fuldstændig fritaget for dialog formår han nemlig på mesterlig vis at skildre en historie, der er både ligefrem og kompleks på samme tid. Handlingen skrider kun langsomt frem, og filmen kræver derfor stor opmærksomhed, da det netop ikke er handlingen så meget som alle de andre små detaljer, der udgør filmens forcer.

Mest iøjnefaldende er filmens billedside, der uden tvivl placerer ’Test’ som en af årets flotteste film. Med lange dvælende indstillinger og en sprudlende visuel kreativitet finder Kott skønheden i den natur, der omslutter den lille familie. Han varierer gennem hele filmen motiver af bl.a. vand og solen således, at det både er smukt og på kreativ vis bliver en del af fortællingen. Ja, faktisk ender solen, ved hjælp af opfindsomme greb, med at blive filmens symbolske klimaks.

Problemer med følelserne
Noget af det mest værdifulde, men også udfordrende ved ’Test’ er, at den ikke overforklarer noget eller har et tydeligt mål. Det er derimod en film, der sætter hjernen på overarbejde. Alt fra kærlighedens tilfældige indtraf til menneskehedens selvdestruktive tendenser debatteres grundigt i hovedet i lang tid, efter filmen er slut.

Det er i det hele taget hovedet, med sin uendelige strøm af tanker, der vækkes frem for følelserne, når man igen og igen ser Tolgat og Dina stå op til endnu en dag i det golde landskab. Det er ikke, fordi man er ligeglad med filmens karakterer, men det helt store følelsesmæssige engagement udeblev. Tager man filmen som helhed i betragtning, er det dog en lille pris at betale.

For det er betagende at sidde helt stille på sit sæde og lade sig opsluge af billeder og lyd der, på naturlig og enkel vis, skildrer rutinerne i det simple liv. Og derfor er ’Test’ også bedst i biografen, hvor intet forstyrrer og hver detalje står skarpt.

Tankerne knager i vinden
’Test’ er ikke en klassisk spændende film. Den har ingen fabelagtige skuespilpræstationer, ingen dialog og kun meget lidt handling. Men det er en fremragende film. I sin enkle skønhed tematiserer den livet gennem billeder, og dialogen giver, i kraft af sit fravær, plads til lyden af bilen der brummer, vandet der risler og ens tanker, der knager i vinden.

‘Test’ er månedens film i Cinemateket i november.

https://www.youtube.com/watch?v=wl2IKIznBcQ