Svenskfødte Alicia Vikander spiller hovedrollen i en britisk krigsfilm, der viser Første Verdenskrig fra et andet perspektiv end normalt.

Krig er et mandefag. Og det kommer selvfølgelig til udtryk i den kunst, der beskriver alverdens krige, hvor det er oftest mænd, der sætter ord på den vold, håbløshed og tab af menneskelighed, der altid følger med.

Derfor er ’Testament of Youth’ en anderledes krigsfilm. Den bygger på Vera Brittains erindringer af samme navn, der står som et af de store litterære værker fra Første Verdenskrig.

Den er stringent kronologisk i sin opbygning. Første halvdel følger Veras (Alicia Vikander) kamp for at få lov til at studere på universitetet i Oxford, hvor hun håber på at blive kærester med den jævnaldrende Roland (Kit Harrington), som hun forelsker sig i. Han er en følsom, kunstnerisk sjæl, der ovenikøbet opmuntrer Vera til at forfølge sin drøm om at blive forfatter.

Det er ungdommelig kærlighed og uskyld pakket ind i ’Downton Abbey’-æstetik, inklusive rigelige mængder pastelfarver. Og ligesom pastelfarver kan føles en smule flade, er denne halvdel af filmen det også.

Anden halvdel, hvor krigen bryder ud, er en anden historie.

Tabslister
Roland, Veras bror Edward (Taron Egerton) og en hel generation af unge mænd melder sig velvilligt til tjeneste. Vera tager arbejde som frivillig sygeplejerske, først i London og siden på et feltlazaret ved fronten i Frankrig. Vi oplever krigen bag frontlinjens skyttegrave fra Veras perspektiv. Det er befriende, og det gør ingenting, at selve krigshandlingerne er fuldstændig fraværende, for det bliver krigen aldrig.

Et af de stærkeste øjeblikke er da Vera sammen med sin familie tager afsked med Edward, der bliver sendt til fronten. På perronen holder alle masken, for han kommer jo hjem igen. Men da Mr. Brittain (Dominic West) på vej væk fra stationen får øje på en tabsliste, stivner han. I et nærbillede ser vi, hvordan han kæmper for at bevare fatningen. Men britisk stoicisme til trods begynder krampagtige hulk at slippe ud af munden på ham, og afslører en altoverskyggende frygt for, at sønnens navn skal stå på den næste udgave af listen.

Disse tabslister bliver endnu mere menneskeliggjorte senere, hvor kameraet panorerer hen over toppen af felthospitalets tag og langsomt afslører endeløse rækker af bårer med soldater i mudderet. De fleste er døde, resten er i uudholdelige smerter.

En stærk kvinde
Vikander formidler flot en ung, stærk og frittænkende kvindes kamp mod en stokkonservativ samfundsorden. Hun er tilpas underspillet, som en ægte britisk lady, men formår alligevel at vise Veras viljestyrke, trodsighed og sorg. Uden hende havde filmen ikke fungeret.

For på lidt over to timer er den både et kærlighedsdrama, en krigsfilm og en fortælling om overgangen fra pige til selvstændig kvinde, og det er en anelse for meget. Men det ændrer ikke ved, at det er fantastisk med en krigsfilm, der ikke blot fortæller fra et andet perspektiv end det gængse, men som også har en kvinde i hovedrollen.