Der er gået en ny Hollywood-trend i at prøve at genoplive 90‘ernes komediestil med de oprindelige stjerner. Det har ramt de fleste af Saturday Night Lives gamle darlings. Ikke mindst Adam Sandler, som nu går tilbage til sine rødder med That’s My Boy. Desværre er rødderne blevet godt og grundigt visne og tørre.

Jeg husker det stadig. Aften på aften sad jeg med mine venner på værelset med min splinternye, smarte DVD-afspiller og 28 tommers farverørs-tv og grinte røven i laser. Den skyldige mand var Adam Sandler, der med sin hillbillie-attitude og beskidte mund altid smeltede hjerterne på de forstokkede, rige snobber. Vi var nylige konfirmander og glædede os til at blive voksne. Altså uden ansvaret og de sociale spilleregler. Så hvordan kunne Adam Sandler ikke være vores helt?

Jeg er ikke i tvivl om, at den version af mig ville have elsket That’s My Boy. Adam Sandler spiller Donny, der startede sine teenageår med at gøre sin sexede lærerinde gravid. Det betød stor berømmelse og status af teen phenomenon. Men noget-og-tyve år og en ødelagt økonomi senere har han ikke forandret sig. Udfaldet af affæren blev sønnen Han Solo, som Donny selv endte med at opfostre. Men så snart Han Solo blev atten, skred han fra den dårligere forælder og skiftede navn til Todd. Nu er Todd blevet rig, så Donnie opsøger ham dagen før hans bryllup for at få hjælp til at betale sin gæld af. Og det ændrer hele det overplanlagte bryllups gang.

Der er altså to generationer af Saturday Night Lives frontspillere på arbejde i filmen. Men der er meget lidt af Sambergs karakteristiske og betydeligt mere vovede humor i spil, og resten af Lonely Island (Sambergs komikertrio) er ikke at finde i filmen. Det er udelukkende en Sandler-film med Sandlers egne folk. Det betyder, at der koges suppe på følgende morsomheder:

Kendisser i obskure cameoroller, gamle damer med en vild sextrang og rige mennesker med sære vaner (i dette tilfælde whaazzuuuuuup-trenden fra 90‘erne). Fuldstændig som i alle andre Sandler-film. I og for sig burde jeg være taknemmelig, for det kan ofte være svært at anmelde komedier – for hvordan kan man overhovedet begynde på at fortælle folk, man ikke kender, om de synes, noget vil være sjovt?

Her kan jeg for en sjælden gangs skyld fortælle lige ud, at det ikke er sjovt! Jeg kan også fortælle hvorfor: Alle jokes er genbrug fra tidligere Adam Sandler-film. Man skulle ellers tro, at noget så åbenlyst, som at hovedpersonen viser sig at være et usandsynligt geni til en sportsgren (Mr. Deeds, Happy Gilmore, The Water Boy) og får andre til at komme til skade ved det (alle ovennævnte) ville være en så indsnævret, gennemskuelig joke, at han ville droppe den efter femten år. Eller at have lært det faktum, at det at lave sin stemme og ikke andet om (Little Nicky, The Water Boy) ikke er sjovt længere.

Og nej, det er ikke engang bare et blink til publikum som en reference til gamle dage. Det er tydeligvis meningen, at det skal være lige sjovt hver gang. Og det er det ikke. For alle kan gennemskue det, og alle har set det før. Hvis det så ikke er en Sandler-joke, så er det elendigt skrevne og udførte punchlines af børneskuespillerne eller de rige gæster til brylluppet.

Noget, jeg til gengæld synes er mægtig morsomt, er filmens ufrivillige metalag. Den handler om en mand i fyrrerne, der er udbrændt og prøver at leve videre på samme måde, selvom det er ynkeligt, og han har mistet sin popularitet. Jeg tror ikke, at Sandler selv forstår den morsomhed. Ikke engang efter at have udvist intellekt og talent i både Funny People og Reign over Me. Jeg håber, at han finder tilbage til det overraskende talent.

Mens vi venter er der dog ikke andet end That’s My Boy. Den er ikke for voksne mennesker, og den er heller ikke for børn. Så den er vel bare for de nylige konfirmander på deres værelser med deres Bluray-afspillere og 50 tommer plasmaskærme. Der er mange ting, der har udviklet sig de sidste femten år. Adam Sandler er ikke en af dem.