Scorseses film om ’The New York Review of Books’ er en hyldestsang til det legendariske magasin. Interviews af kulturkoryfæer er fascinerende, men den monotone fortælleform påpeger kameraets overflødighed og efterlader ’The 50 Year Argument’ som en dokumentarfilm, der kun momentvis udnytter filmmediet.
En ældre mand sidder i en taxi, der kører gennem Manhattans gader. Han taler i telefon, og fra taxien i byens mylder færdiggør han en artikel, der kort efter står på skrift i det legendariske litterære magasin; ’The New York Review of Books’.
Manden er magasinets karismatiske redaktør Robert Silver, og scenen er fra filmen ’The 50 Year Argument’, der i starten af februar vises i Cinemateket. Filmen er Martin Scorsese hyldestsang til det legendariske magasin. Det er en film om vigtigheden af det trykte skrevne ord; om den frie presses pligt til at holde magtudøverne i snor, og om magasinets brændende lyst til at skrive om litteraturen. Et magasin der i halvtreds år har skrevet litteratur om litteratur og litteratur om virkeligheden. Filmen er en hyldest til magasinets loyale skribenter, der bruger – og har brugt – det skrevne ord som den konstante påmindelse om landets deroute i eksempelvis Vietnam og Irak. Filmens danske premiere falder med en næsten tragikomisk timing. I en tid hvor vi alle – pressen i særdeleshed – er charlier, påminder Scorsese os alle om skribenternes heroiske forsøg på at insistere på sandheden; på at fortælle, oplyse, forklare og berige.
Der er skiftevis interviews og mere dynamiske scener; alle fra et kamera der på intet tidspunkt gør opmærksom på egen eksistens, men som ganske enkelt er til stede. Fortællestilen er lige så subtil og elegant som det magasin, der portrætteres. Kvaliteten ligger naturligvis i berømthederne; Susan Sontag, Edward Said, Gore Vidal, Robert Silver og mange flere.
Indhold over form
Det er en film med et enormt potentiale; en film der bevidst har valgt indhold over form – indhold man ikke forsøger at dramatisere, men i stedet skildrer man et magasin, der i halvtreds år har insisteret på alvoren og ikke mindst på sandheden i landets groteske alvor.
Desværre tilbagestår ’The 50 year argument’ som et (visuelt) skrevet portræt, hvor kameraet ofte virker næsten ligegyldigt. Man indfanger ganske vidst en fin stemning, men efter etableringen af denne opstår efterfølgende en tomgang. Historien om ’The New York Review of Books’ er uden tvivl interessant, men som dokumentarfilm er der ikke noget ekstraordinært ved ’The 50 Year Argument’. Det er utvivlsomt ærgerligt – ikke på grund af Scorseses ejerskab – men fordi man gennem hele filmen sidder med følelsen af, at der, bag de mange interviews og scener af receptioner for betydningsfulde kulturpersonligheder, eksisterer et potentiale for en fremragende dokumentarfilm.