Af Andreas Baumann

En velfortjent hyldest til kultserien fra 80’erne. The A-Team er tilbage i en opgraderet version, med større våben, flere og dyrere ødelæggelser, men uden meget af den oprindelig ånd i behold. Et ærligt forsøg på en filmatisering, der ender ud i en skuffelse.

The A-Team er nok den film, jeg har set mest frem til i år. Første gang jeg så The A-Team i action var lige efter skoleklokken ringede sidst på dagen i folkeskolen, hvor jeg klistret til tv-skærmen hujede af begejstring over de udspekulerede planer og vilde actionscener. Det var fantastisk! Derfor synes jeg også, at det er fantastisk, at tiden nu er kommet til, at den uhyre populære tv-serie fra 80’erne skal hædres. Det sker så ved det brutale og ikke altid kønne Hollywood-ritual, også kendt som: Filmatisering. Det indebærer som bekendt en række risikable indgreb:

Genfortolkning af historien. Handlingen er rykket frem i tiden, således at det ikke længere er efterspillet til Vietnamkrigen, der er udgangspunktet, men derimod en Irakkrigen. Et forståeligt og nok også nødvendigt indgreb. Vi ser i begyndelsen, hvordan gruppen møder hinanden (og faktisk også årsagen til B.A.’s flyskræk). Derefter springes der otte år frem i tiden, og eventyret kan begynde. Missionen handler om at skaffe nogle vigtige dele til en pengetrykkemaskine, som er forsvundet i Bagdad. Men for pokker plottet bliver kompliceret og forvirrende efterhånden som flere og flere viser sig at have interesser indblandet. Rollen som den lovløse beskytter af den lille mand er trådt helt i baggrunden for større (nationale) interesser, hvilket er ærgerligt, men værst er det dog, at det hele fortælles i et opskruet kunstigt tempo, der skaber mere forvirring end forklaring.

Nye skuespillere. Her er operationen ved at blive livstruende. Ak ja, hvem der kunne få lov til at se Mr. T, som B.A. Baracus igen, men nej, han er skiftet ud med Quinton ”Rampage” Jackson, der virker noget mere mild og tandløs – kort sagt ikke ”MEAN” nok til at løfte den tunge arv. Det kompliceres også ved, at han i filmens løb pludselig bliver pacifist!
Også Hannibal Smith har fået en ringe afløser, idet Liam Neeson har taget teten efter den langt mere charmerende George Peppard. Det er som om, at den obligatoriske cigar bare sidder forkert mellem tænderne på Liam Neeson…
Afløseren for ”Face” er Bradley Cooper, der faktisk rammer den kække, kvindebedårende charlatan-attitude meget godt. Og ”Howlin Mad” Murdock, den sindssyge pilot, er med den ret ukendte Sharlto Copley næsten bedre end originalen. Han er simpelthen mere vanvittig!

Effekter. En saltvandsindsprøjtning i dollarform har betalt for en opgradering af eksplosioner, ødelagt materiel og filmeffekter. Enkelte steder virker det næsten overgjort, men underholdende er det alligevel at se The A-Team styrte ned fra et fly siddende i en kampvogn, som de forsøger at styre ved at affyre kanonen. Det er lige i ånden fra The A-Team-serien, men det trækker ikke meget op for filmens andre store mangler.

Med filmatiseringer hænder det nogle gange, at resultatet kommer til at ligne en følelseskold massevoldtægt af de originale ideer. Når filmatiseringen af The A-Team ikke helt ender sådan men snarere som et klodset og ufrivilligt samleje, så skyldes det, at de gode intentioner trods alt er tydelige. Der er gjort et ærligt forsøg på at løfte arven fra serien, bl.a. afspejlet ved bevaringen af mange af de gamle ”catch-frases” – såsom Hannibals ”I love it when a plan comes together” eller B.A.’s ”FOOL!”.

Men selvom det ligner den ægte vare lidt, så vil jeg dog langt hellere råde folk til at gense sæsonerne fra tv-serien om the A-Team i stedet for en biograftur. For mange er det sikkert et ”must” at se, hvad der er sket med A-Holdet, men man skal ikke forvente, at en gammel flamme blusser op ved dette gensyn. I er dog velkomne til at udtrykke jeres mening om filmen her på siden.

3 af 6 stjerner