Det er 9 år siden, verden for første gang så Ben Afflecks autistiske actionhelt. Nu er han så tilbage, selvom mange af os nok havde glemt eller aldrig hørt om ham.

Det eneste jeg kan huske fra ‘The Accountant’ er, at han lægger et puslespil på hovedet og skyder med nogle våben indimellem. Det er heldigvis også alt, hvad man behøver vide, når man ser opfølgeren med det kreative navn ‘The Accountant 2’.

Hvis man vil forberedes lidt bedre, blev Christian Wolff (Ben Affleck) diagnosticeret som “anderledes”, da han var barn. Han forstår måske ikke andres følelser, men han er rigtig god til matematik. Så det er helt oplagt, at han bliver revisor for mafiaen, terrorister og alle andre med ulovligheder i regnskabet, a la Rain Man møder John Wick.

Det er uvist, hvad han egentlig går og laver i toeren, men da J. K. Simmons’ karakter fra første film myrdes, må han arbejde sammen med finansministeriet og ikke mindst sin egen lejemorder-bror for at løse mysteriet.

Århundredets sag

Selve sagen som Chris Wolff skal løse (den som fik J. K. Simmons dræbt) mangler desværre lidt spænding. Det er en efterforskning om en forsvundet immigrantfamilie i USA, men udover at blive præsenteret i første scene, gives der ikke rigtig nogen grund til, at det er en vigtig sag.

Som Wolff selv svarer, når agenten på sagen spørger, hvorfor han hjælper hende: “Fordi du spurgte”.

Og selvom det ikke nødvendigvis er med vilje, bliver filmen delvist en komedie. Wolff svarer altid med fakta og lægger ikke fingre imellem, når han siger, hvad han mener, hvilket ofte lader til at være med komisk effekt. Og selvom det ikke er den største skuespilsmæssige bedrift, passer denne slags action-helt nok Ben Affleck lidt bedre, end når han prøver at være sej.

Det bliver dog kun rigtigt sjovt, når Jon Bernthal introduceres som Wolffs bror Braxton. Hans diagnoser peger i en lidt anden retning: vredesproblemer, mangel på selvtillid og manglende social indsigt.

Weaponized Autism

Neurotypiske jeg har svært ved at sige, om ‘The Accountant 2’ korrekt portrætterer Wolffs diagnose, som der heftigt hentydes til er autisme. Men jeg tror næppe, at den kommer til at bruges som eksempel hos børnepsykologen.

Men hvorom alting er, præsenterer filmen to atypiske “helte”, hvilket er mere, end man kan sige om mange andre forglemmelige actionfilm. Og med Jon Bernthal, som uden tvivl er filmens bedste skuespiller, på den ene side, giver det en sjov dynamik mellem de to brødre.

Og fandme om de ikke også giver os noget emotionel dybde, som når Bernthals Braxton spørger Wolff “Er grunden til, du ikke savner mig på grund af din tilstand eller mig?”. Der gives måske ikke et decideret payoff, fordi Affleck spiller lige så interessant som en lukket dør, men hey de prøvede.

Pew pew, du er død

Det tager som sagt lidt tid, før filmen rigtig kommer i gang, og brødreduoen arbejder sammen, men der går endnu længere, før thriller bliver til action. Det skader lidt filmen, når thriller-mysteriet aldrig bliver helt interessant. Det gøres dog tolerabelt nok, med hjælp fra et plot twist, ingen så komme (fordi det ikke rigtig betyder noget) og nogle helt fine actionscener mod slutningen.

Filmens egentlige hjerte er dog, når Braxton og Wolff bare hænger ud sammen. Der er f.eks. en scene, hvor de tager på countrybar og med deres sociale akavethed kæmper med at score en dame til Wolff. Løsningen er linedance, som i hans neurodivergente hjerne åbenbart minder om et excel-regneark.

At se Bernthal der stolt råber til nabobåsen “Det er min bror!”, og peger på Affleck, der akavet danser støvledans ved siden af en kvinde, kunne ikke andet end at tvinge et grin ud af mig. Det er næsten ærgerligt, at der ikke er flere af den slags scener. Måske vil den allerede bekræftede ‘The Accountant 3’ råde bod på denne mangel?

Et kæmpe streaminghit

Selvom den oprindelige film nok gik under radaren hos mange i 2016 (der skete godt nok også mange andre mindeværdige ting det år), tjente filmen sig selv ind. Og ikke nok med det, blev den åbenbart et kæmpe streaminghit for alle fædrene hjemme på sofaen.

Og i den optik holder ‘The Accountant 2’ formen, og den bliver formentlig et lige så stort hit som den første, når den engang rammer streaming. Men vi er desværre ikke Dadcore-magasinet Nosferatu, og jeg er endnu ikke en far, så jeg kan ikke anbefale filmen, ved mindre du er min faktiske far eller på en eller anden måde læser denne anmeldelse i fremtiden, hvor den allerede er på streaming.