I dokumentaren The Act of Killing, præsenteres publikum for vanvids- scenarier, dødspatruljer, og et decideret folkemord, som verden har glemt alt, alt for godt!
Indonesien anno 1965; landets regering er blevet væltet ved et militærkup. Hæren benytter nu dødspatruljer til at holde styr på den del af befolkningen, der ikke umiddelbart deler deres værdigrundlag. Under dække af at jagte landsforrædere, får de dræbt, ja på nærmest vis slagtet mere end en million mennesker på under et år. Herunder intellektuelle, kommunister, kinesere og alle andre, der på nogen måde står i vejen for hærens politik.
Hovedpersonerne
Lederne af disse dødspatruljer bliver udnævnt til bødler. De går fra at være ”biografgangstere” (dvs. at de sælger billetter på det sorte marked til biografforestillingerne) til gangstere, hvis levevej er mord. Da de starter med at hænge ud ved biografferne, lader de sig hurtigt inspirere af film og stjernerne på det hvide lærred. De adopterer image og ofte drabs- og torturmetoder direkte fra mafiafilm o. lign. Ordet gangster bliver brugt om mænd, der bør frygtes, er komplet uberegnelige, cool og gør som det passer dem.
De lever som om intet er hændt, og synes ikke på noget tidspunkt at være plaget af dårlig samvittighed, eller for den sags skyld, samvittighed i det hele taget.
Samtidig gøres erhvervet legalt af den højreorienterede, paramilitære organisation (red. Pancasila), der ligeledes omtaler lederne af dødspatruljerne som gangstere eller Free men. Organisationen udspringer netop af samme dødspatruljer, og denne hylder morderne som heltemodige og frie mænd.
Det skal dog vise sig, at de aldrig kan se sig frie for de minder, der rippes op i da filmens instruktør, Joshua Oppenheimer, giver dem hver især muligheden for at rekonstruere begivenhederne for den massakre, de i deres ungdom stod i spidsen for. Vi møder et par af de mænd, der i dag bliver hyldet som rockstjerner, selvom de må siges at kunne kaldes massemordere.
Anwar Congo er beundret og berygtet som en af lederne af disse føromtalte dødspatruljer. Umidelbart synes Anwar Gongo ubekymret. En bedstefar, der dyrker sin ungdoms coolness, image og frygtløshed, og nægter at blive gammel. Samtidig fortæller han historier fra sin ungdom om hvordan han lod sig inspirere til en kvælningsmetode med wire, der svinede mindst muligt, og desuden var utrolig hurtig og effektiv.
Temaet og traumet
Filmens instruktør ser en mulighed for at gøre opmærksom på folkemordet, der samtidig spøger som et enormt nationalt traume. The act of killing er et forsøg på at forløse traumet. Hvor ligger ondskaben hvis ikke i ansvarfralæggelse og forglemmelse, og er ondskaben stadig til stede hvis ingen mener at kunne se den? Joshua Oppenheimer øjner en mulighed for at åbne op for en stor sorg. Han kunne sagtens have valgt den nemme vej, og taget udgangspunkt i godt og ondt, mennekser og monstre. Men i stedet for at udstille disse mordere som monstre, lader han morderne selv fortælle deres egen historie. Dvs. at de selv får lov at vælge hvordan de vil fremstå, og her sker en meget spændende transformation…
Joshua Oppenheimer stiller godt nok udstyr til rådighed, rådgiver og observerer dem, men ellers står de selv for manuskript, instruktion og scenografi. Scenerne ender skiftevis med at være enten helgenberetninger og torturscener, hvilket medvirker til filmens absurditet. For hver afsindig scene de optager, afsløres der frygtelige sandheder, men der sker også det, at det står klart, at de til trods for deres forfærdelige handlinger jo stadigvæk er mennesker.
Hvad gør man så, når man som publikum har brug for en skurk? Man går med på legen, og går hjem med en fantastisk, blandet håndfuld følelser og indtryk som er temmelig svære at hitte rede på. Ikke fordi at det som publikum er svært at skelne mellem godt og ondt, men simpelthen af den årsag, at det ikke altid er så enkelt når man først lærer et menneske at kende.
Årets dokumentarfilm
Hvis dette ikke er årets film, er det i hvert fald et fantastisk eksempel på en historie man ikke anede at man manglede at få fortalt. Sjældent er noget så rædselsfuldt blevet serveret og skildret så smukt og eftertænksomt.
af Frida Malling