Teenagemutanten er præcis så amazing, som man kunne have håbet!
For Peter Parker (Andrew Garfield) er tilværelsen umiddelbart en leg. Han er byens superhelt number 1, og hans forhold til kæresten Gwen Stacy (Emma Stone) kører på skinner. Men det er svært at få tilværelsen som almindelig teenager til at stemme overens med det moralske ansvar, han har som superhelten Spider-Man. Det bliver kun sværere, da den mentalt ustabile Max Dillon (Jamie Foxx) ved et uheld forvandler sig til den strømslugende superhelt Electro og begynder at terrorisere New York. Da Peters gamle ven – og fjende – Harry Osborn vender tilbage til byen, går det op for Peter, at alle hans modstandere har en ting til fælles: Oscorp – firmaet, der oprindeligt gjorde ham til Spider-Man.
‘The Amazing Spider-Man 2’ er en god efterfølger til den foregående film. Det høje tempo, den flotte 3D-aktion og den kække dialog overgår endda af og til ‘The Amazing Spider-Man 1’. Tilsammen står de to film så stærkt, at man nu trygt kan skrotte mindet om den tidligere Tobey Maguire-trilogi. I hvert fald hvis man, som mig, synes, at castingen til Spider- Man 1, 2 og 3 (2002 – 2007) var alt for flødebollet. Andrew Garfield og Emma Stone er charmerende og forfriskende skæve i deres portrættering af forholdet mellem den klovnede teenage-superhelt og den handlestærke elite-studerende. Det er godt skrevet og godt spillet.
Jeg havde store forventninger til Dean DeHaan, der i den nye film spiller Harry Osborn/The Green Goblin. DeHaans udseende og ageren passer godt til rollen som den vrede og forsømte teenager Harry, og han har tidligere med stort talent spillet en lignende rolle i den fremragende science fiction film ‘Chronicle’ (2012). Desværre har DeHaan ikke særlig stor effekt som The Green Goblin. Det skyldes især, at hans aktionsekvenser følger direkte efter det spektakulære opgør mellem Spider-Man og Electro – efter min mening det vildeste opgør, der er præsteret i Spider-Mans filmhistorie. CGI-ekstravaganzaen i disse scener gør, at jeg delvis tilgiver Jamie Foxx’s lidt malplacerede Jim Carrey’ske portrættering af Max Dillon før forvandlingen. Den store mængde af øvrige skurke, der indgår i ‘The Amazing Spider- Man 2’, vidner dog om, at man har haft mere fokus på at komme igennem et repertoire, og dermed lægge op til den store finale (‘The Amazing Spider-Man 3’), end på at gå i dybden med de enkelte karakterer. Mængden er overvældende, men kvaliteten følger ikke helt trop.
3D-effekterne er til gengæld i sig selv nok til at retfærdiggøre, at ordet amazing indgår i filmens titlen: Det er ultrafedt, når edderkoppemanden befinder sig frit svævende mellem New York Citys skyskrabere, der med halsbrækkende fart skyder igennem biograflokalet. At hovedpersonen samtidig leverer den ene velskrevne punch-line efter den anden, gør det kun mere amazing. Og at vi derudover tilmed får et menneskeligt og sympatisk portræt af en hverdags-teenager ud af selvsamme karaktér er så amazing, at ens øjne forbliver klistret til lærredet hele vejen igennem filmen. Look out, here comes the Spider-Man!
