Noget så usædvanligt som en stumfilm rammer de danske biografer i denne uge. Filmen The Artist har premiere her få uger før Oscar uddelingen d. 26. februar hvor filmen er linet op til at slås om ti statuetter, helt i tråd med den sejrsgang den har gået hele vejen forud ved diverse festivaler og prisuddelinger.
Af Dorte Winkler
The Artist planter os solidt i stumfilmsuniverset fra det første billede i sort/hvid og kvadratisk format. Vi er til premieren på en film. A Russian Affair hedder den film der kører på lærredet – spillet dramatisk og på ægte stumfilmsmanér og hvor helten tortureres for at få ham til at tale! Og her har vi hurtigt og elegant filmens egentlige tema – for vi er i 1927 kun to år før talefilmens in march, og den feterede stumfilmstjerne George Valentin med sin lille Jack Russel terrier som fast side-kick modtager publikums hyldest med vanlig elegance efter succesen med hans seneste film. Men før han ved af det stjæler en ung, smuk og kæk kvinde rampelyset fra ham et øjeblik – og det bliver starten på hendes karriere og enden på hans, og begyndelsen på deres kærlighedshistorie.
The Artist tager os gennem en populær mands fald fra tinderne da teknologien skifter og påminder om at al succes er flygtig og at der altid står nogen i kulisserne klar til at tage over. Dette er Hollywoods – og branchens historie – og så er det en klassisk stumfilm på samme tid. Billederne er til gengæld dejligt sprøde – men klassiske overraskelser og masser at grine og smile af undervejs er . Både for stumfilmsnovicer og hærdede kendere af genren. Filmen byder på flere overraskende greb i sin brug af stilhed/lyd (jo der er lidt lyd), men det skal ikke siges nærmere her for så ryger pointen.
Rollerne i stumfilmen The Artist ligger op af de stereotype stumfilmsroller – både Jean Dujardin som George Vanlentin og Bérénice Bejo som Peppy Miller ligner nærmest stjerner fra den svundne tid mere end stjernerne selv gjorde. Ligeledes er rollen som filmstudiets mand spillet af den fyldige John Goodman, som nærmer sig et stereotypt billede af en sådan – og alligevel er der intet stereotypt over dem. Det er meget elegant at The Artist på den måde formår at holde balancen mellem de klassiske stumfilmstyper og karikeringen. Alle leverer glimrende præstationer, men selvfølgelig er det Dujardin og Bejo der stjæler det hele – med alsidige dygtighed og eminent karismatisk udstråling.
Det de kunne gøre dette vellykkede stumfilmsprojekt ekstra interessant ville være hvis The Artist affødte nogle mere nutidige eksperimenter indenfor genren. I hvert fald er The Artist en på alle måder rigtig fin oplevelse i en tid hvor utallige film primært går efter at imponere publikum med effekter af alle slags – fra CGI og 3-D til lyd. The Artist er en klassisk historie om storhed og fald, kærlighed og skæbne velfortalt i et gammel medies rammer, og den charmerer med sin lethed publikum fra begyndelse til slut. Det skulle undre meget om den ikke får nogle af de der statuetter senere på måneden.
