Den længe ventede film om superheltegruppen The Avengers, en begivenhed der er blevet teaset for siden premieren på Iron man i 2008, er et overflødighedshorn af alt fra eksplosioner og humor til et stjernebesat skuespilhold. Desværre virker filmen, på trods af en spilletid på 132 min, for pakket med detaljer og handlingstråde til at virke som et velstøbt helteepos.
En ting er at indfri de store forventninger tegneseriefans af Captain Amercia(Chris Evans), Iron Man(Robert Downey Jr.), Thor(Chris Hemsworth) og Hulk(Mark Ruffalo) har. En anden, som instruktør og manusforfatter Josh Whedon(ja, det er ham med Buffy – the vampire slayer) har skullet tackle er de forskellige heltes handlingstråde. For hvor andre film i citationstegn bare starter fra starten, har Whedon skulle forholde sig til, og på bedste vis fortsætte de respektive heltes film, der indbefatter to om Iron man og Hulk, og en om henholdsvis Captain America og Thor. Det er handlingen fra de to sidstnævnte The Avengers tager afsæt i.
Thors ydmygede halvbror Loke(Tom Hiddleston) indgår i sin tørst efter hævn en pagt med nogle grumt udseende rumvæsener, og via energiterningen(med det mundrette navn: Tesseract) genfundet ved optøningen af Steve Rogers i slutningen af Captain America: The first Avenger, jævner han SHEILDs hovedkvarter med jorden. Selvom den bistre leder Nick Fury(Samuel L. Jackson) forsøger at stoppe Loke, ender terningen såvel som elitesoldaten Hawkeye(Jeremy Renner) og forskeren Selvig(Stellan Skarsgaard) som villige slaver af den diabolske halvgud. Fury har intet andet valg end at indkalde de meget forskellige helte fra den flamboyante playboy Tony, midt hans fejring af sit nye højhus med kæresten Pepper(Gwyneth Paltrow), den indebrændte krigshelt Steve alene med sine minder fra fortiden, den dødsmukke forhenværende russiske snigmorder Natasha(Scarlett Johansson), den martrede og personlighedsspaltede forsker Bruce og endelig den Lokejagende tordengud.
At denne samling langt fra går nemt og problemfrit siger næsten sig selv, og nogle af filmen mest underholdene scener er affødes da også i mødet og slåskampene mellem Thor og Iron Man, hvor kommentarer til gudens tøj indbefatter henvisninger til friluftsopsætninger af Shakespeare, og hans hår sammenlignes med n hedengangne Patrick Swayzes i Point break fra 1991. Det er også i denne filmens første tredjedel, hvor tråde og specielt karakterer samles og bygges op, at The Avengers på bedste vis minder om tegneserieforlægget samtidig med at der trækkes på det bedste fra filmens egenskaber som medie. Et godt eksempel er scenen, hvor Loke og Hawkeye er i Wien for at stjæle et specielt metal, der skal bruges til fuldførelse af Lokes onde plan. Klippene mellem skurke og heltes vej til konfrontation og kamp er orkestret af klassisk musik, og med en visuel rytme der emmer af godt og formfuldendt filmhåndværk.
Desværre for vores helte(og os tilskuere) går resten af filmens plot ikke nær så let, som tilfangetagelsen af Loke. For selvom vores helte fornemmer Lokes skumle planer forstyrres, det ellers glimrende fokus fra den nederdrægtig godt spillende Tom Hiddleston til mindre sidehistorier, som på trods af politiske intriger og slet skjulte kommentarer til amerikansk efterretningsvirksomhed virker klichefyldte og næsten uvedkommende. Disse mange detaljer i 
handlingen er nok tænkt som intellektuel modvægt til de mange eksplosioner, slåskampe og visuelle aspekter. Desværre virker de mere forstyrrende end æggende.
Alt i alt indfrier The Avengers rigtig mange af de forventninger man har til mødet mellem de mange superhelte. Filmen lever og har klart sine bedste momenter når skuespillere som Downey Jr. drysser hurtigtgående ironiske kommentarer af sted eller når Hiddleston diabolsk snyder Thor endnu engang. Men mon ikke at guden, og de andre superhelte nok skal få deres hævn til sidst?!
– Nicolai Meldgaard Eskesen