Af Sandra Holm
Lige meget hvad vi gør er det et udtryk for noget vi er eller noget vi gerne vil være. Alt efter hvor gode vi er til at opretholde en facade kan vi gå mere eller mindre definerede gennem livet. Men for hvis skyld? For hvis facaden er en flugt fra os selv vil fortielsen og undertrykkelsen blot fører os længere og længere væk, til vi til sidst ikke kan finde tilbage. Alene i hvert fald.
Allerede i 2008 var The Beaver manuskriptet af Kyle Killen i cirkulation i Hollywood. Det vandt den meget amerikansk Black List pris, som årets bedste endnu ikke producerede manuskript og mange viste interesse for det. Men ingen turde påtage sig ansvaret for den usædvanlige historie, før produceren Steve Golin ( Being John Malkovich, Eternal Sunshine of the Spotless Mind) besluttede sig for at kaste sig ud i det. Han havde Jodie Foster med fra begyndelse og hun havde allerede sin Walter Black.
Walter Black (Mel Gibson) er familiefar, legetøjsdirektør og så er han kronisk depressiv. Mens Walter sover, synes alting at falde fra hinanden og til sidst gør hans kone Meredith (Jodie Forster) det eneste der er tilbage at gøre: hun siger farvel og smider ham ud. I en container bag hans stamspiritusforretning finder Walter en gammel hånddukke. En bæver. Og tager den med sig. Efter nogen mislykkede selvmordsforsøg og et efterfølgende black-out vågner Walter på sit lille hotelværelse, men han er ikke længere alene. Bæveren på hans venstre hånd synes at forstå hans kvaler og er desuden både velformuleret og konstruktiv i sin måde at håndtere Walter og hans tungsind på. Pludselig synes tingene at gå den rigtige vej, lige indtil de absolut ikke gør det længere…
Der er mange brikker i dette dystre puslespil og de fortjener alle ros for at gøre denne film så formfuldendt. Jodie Foster (The Silence of the Lambs, Panic Room, Inside Man) er både skuespiller og instruktør og har gjort et smukt stykke arbejde på begge fronter. Hun har fanget et look og en stemning der simpelt komplimentere det komplicerede indhold. Desuden skal historien om Porter, Walters søn, i skikkelse af den usøgte Anton Yelchin (Star Trek, Terminater Salvation) og ”more then meets the eye”-cheerleaderen Norah (Jennifer Lawrence fra Winters Bone) fremhæves. For filmen handler i alt sin enkelthed ikke om en bæver. Men om mennesker. Som parallelt lider af identitetskriser de må løse i fællesskab.
Mel Gibson er et menneske som alle synes at have en mening om. Og de seneste år er det desværre på baggrund af hans tumultariske privatliv. Derfor er det lettende at se ham i rollen som Walter Black og huske hvorfor det i virkeligheden er, at han og Walter, virker så bekendt. Fordi Mel Gibson er en god skuespiller (Braveheart, The Patriot, The Singing Detective). Hans intense observerende blå øjne, hans engagement og hans mesterlige sans for detaljen er og bliver dragende. Scenerne overfor Bæveren skræmmer og fascinerer på samme tid og illusionen er dramatisk når man ind imellem minder sig selv om at der kun er tale om én mand – og hans venstre hånd.
Det er et svært at skildre depression uden at lave en meget deprimerende film. Men én ting er hvad man kan se, noget helt andet er hvad der gemmer sig bag det. Der er mange komiske øjeblikke, men ingen reel komik, hvilket er en smuk balance der løfter den tragiske og i virkeligheden ret triste side af Walters sind og filmen op på et håndgribeligt niveau, med plads til forståelse. Ikke mindst takket være den finurlige musik og den konsekvense higen efter glæde filmen, på trods, emmer af. Det er et svært emne, men ikke en svær film. Desværre. Det havde klædt den ikke at nedfælde alle sine refleksioner på post-its. For når det kommer til film er det ikke altid nødvendigt at udtrykke sig alt for klart for at lade andre forstå at det er det de selv bør gøre.
