Det er ikke let at blive gammel, tilsyneladende. Særligt ikke når man alt for sent vågner op til erkendelsen af at den tilværelse man lever langt fra er den man havde ønsket sig. Men det er, heldigvis, aldrig for sent at ændre sit liv og sin færden – hvis blot man husker på, at ’alt vil blive godt i sidste ende. Så hvis det ikke er godt, er det endnu ikke enden.’
Med håbet, og behovet, for en eksotisk og billig pensionstilværelse følger vi en gruppe aldrende briter, som livet alle har takket deres mange år med trænge kår, ankomme til den strålende Jaipor. Her skal de langt om længe nyde livets frugter og behageligheder, på det storslåede og nyistandsatte luksushotel, The Best Exotic Marigold Hotel – med den dragende undertitel; for the elderly and the beautiful. Den faldefærdige bygning hotellet viser sig at være, er måske ikke 5-stjenet at se på, men rummer til gengæld usete kvaliteter. Og selv om frygt og skepsis maler de ankomnes ansigter ved første møde, baner nye venskaber og uventede opdagelser snart vej for nyt håb om et happy ever after.
Filmen er en fin kærlighedserklæring til Indien og til livet, intet mindre. Skønt Ol Parkers manuskript ikke er umiddelbart originalt, har han sammen med John Madden skabt en sjældent fin feel good film. Hans pensionerede karakterers livshistorier bryder med genrens klassiske klichéer på en lidt usædvanlig vis og viser sig egentligt at være en coming of old age historie. Ikke synderligt opmuntrende, men stemningen balanceres fint da han udsætter filmens trætte skæbner for deres absolutte modsætning. Ligeså trist og ensomt alderdom og død er, lige så fuld af liv er nemlig filmens unge ejer af Marigold Hotel, Sonny Kapoor. Det ærkebritiske charmør Dev patel har energi og begejstring nok til at puste liv i samtlige af Englands forfrosne pensionister – med sine lange lemmer og flyveører, perfekt stereotype indiske accent og hang til vidunderligt overflødige tillægsord, synes han ikke blot på hjemmebane, men besidder præcis den portion livsglæde der skal til for at holde denne gruppe af synkende skyder flydende.
Humoren er britisk og underfundig, Englands grå guld er velcastet og byder på et lidt anderledes møde med de velkendte stjerner. Det er tankevækkende at også de kan blive gamle og forvildede i en hastigt frembrusende teknologisk verden. Historierne er mange, men komplimenterer hinanden godt. Vi møder således både den perfekt akavede, langlemmede Bill Nighy med sine krogede fingre, den snerpede, rædselsfuldt, men herligt racistiske Maggie Smith. Den usøgte Judi Dench der falder i kategorien af personligheder der kan øge kvaliteten markant med sin guldkorns voice-over, og ikke mindst den seriøse og her sjældent følsomme Tom Wilkinson. De fodrer os roligt med alle vores fordomme om deres fordomme, hvor efter de sparker os over skinnebenet og vi alle må le i fællesskab, let rørte, nostalgiske over livets gang og med masser af mod på, dels at tage til Indien, dels vores egen sidste tredjedel.
John Maddens simple, men velfungerende teknikker skildrer, i et moras af begejstring og farver, de overvældende og til tider hårdtslående sanseindtryk Indien kombineret med alderdom byder på. Længslen efter frihed, eventyr og lykke har åbenlyst ingen alder.
Fotos: TWENTIETH CENTURY FOX
Af Sandra Holm
