Der er en lille smule charme at finde i den nye stjernespækkede bryllupskomedie, The Big Wedding, men desværre kaster en tilfældig casting, malplacerede værdier og et ualmindeligt dovent manuskript en mørk skygge over, hvad der kunne have været et par lyspunkter

Masser af stjerner i et sort plothul

Eks-ægteparret Don (Robert De Niro) og Ellie (Diane Keaton) ses for første gang i ti år, efter at Don fandt sammen med Bebe (Susan Sarandon). Deres adoptivsøn Alejandro (Ben Barnes) skal vies (af Robin Williams) med sin kæreste (Amanda Seyfried), og hele familien, der også består af sønnen Jared (Topher Grace) og storesøsteren Lyla (Katherine Heigl), samles nu fuldtalligt for første gang i et årti. Alejandro inviterer sin biologiske familie, en mor og en datter, og den kommende kone inviterer sin. Så er alle samlet, og alt kan gå galt. Lyla er deprimeret over kærlighedskvaler, Jared er jomfru i en alder af noget-og-tredive, men vil i seng med Alejandros biologiske søster, og Bebe bliver smidt ud, fordi gommens katolske mor ikke må vide, at hans adoptivforældre er skilt. Og det er blot få af familiens mange problemer.

Filmen har en fin start med lettilgængelige jokes på bekostning af karakterernes stolthed. Men det stikker hurtigt af, fordi der er alt for mange historier at holde styr på, og man aldrig rigtig når at være synderligt interesseret i nogen af dem. Navnlig fordi de hurtigt bliver utroværdige. Jeg nægter at tro på historien om, at den søde husmor, Diane Keaton, med sin forstadelige perlekæde og kommunalbrille har rejst Jorden rundt og mestret tantra. Og selvom man lige akkurat køber, at den eftertragtede overlæge, som Topher Grace spiller, er jomfru, falder det hurtigt fra hinanden, når første scene fortæller, at alle hospitalets sygeplejersker vil have ham, men midt i filmen begræder han, at han blev forhindret i at have sex med Alejandros søster, for nu havde han “endelig chancen”. Og Robert De Niro bliver plørefuld, ædru og fuld igen på under ti minutter. Og sådan bliver det ved. Og hvad blev der egentlig af bryllupsparret?

En film, der er sin egen morale utro

Personligt blev jeg især forstyrret af filmens meget åbne forhold til utroskab. Mine egne gammeldags værdier kan jeg godt lægge fra mig, når jeg ved, at jeg skal holde med den utro filmhelt og forstå hans dårlige valg. Problemet er bare, at filmen her virkelig prøver at presse en morale eller ti om kærlighed og familiær vedholdenhed ned i halsen på publikum – som denne slags forældede komedier jo gør – men at slutmoralen ender med noget i retningen af: “Det er selvfølgelig ikke okay at være sin elskede utro, men altså… alle gør det jo.” Desuden tør jeg også afsløre, at det er et vigtigt bidrag til den lykkelige slutning. Det er i ubalance med filmens stil, og det er ikke et klogt twist eller det, der ligner.

Sidste kritikpunkt afspejler måske vores tid, og måske er det bare mig, der er for gammeldags, så jeg er villig til ikke at lade det trække filmen helt ned. For den er tæt på at være direkte dårlig. Men jeg lader den ende på en nådig “ligegyldig” i stedet. For den første tredjedel havde sin charme, og man trak på smilebåndet et par gange. Men sidenhen tog platheden og dovenskaben over. Og det er sådan, jeg vil huske den dagen ud – i morgen er den glemt.