Året er 1966, hippier er noget man slår på og pigtråd er noget man laver hegn af, og slet ikke noget man hører i radioen – i hvert fald hvis det skulle stå til den engelske regering og BBC. De begrænser nemlig spilletiden af den populære rock’n’roll til to timers spilletid om ugen. Heldigvis for Englands befolkning ligger Radio Rock – en ombygget fisketrawler – ankret, uden for britisk farvand, ude i Nordsøen. Det er her millioner af englændere tuner ind for døgnet rundt at høre de bramfrie DJ’s spille hits.

Det er omkring dette skib, Englands svar på danske Radio Merkur, handlingen udspiller sig. Det er her mandskabet bestående kun af mænd, lige med undtagelse af den lesbiske kok Felicity, lever i deres boble af sex, drugs and rock’n’roll, hvor den seksuelle aktivitet er begrænset til den ene gang om måneden hvor der bliver sejlet en flåde af kvindelige fans ombord. De får så lov til at kaste sig over de karismatiske og populære DJ’s, hvorimod de mindre karismatiske stille, og lettere skuffede ser til. Det foregår i 60’erne, så det er jo underforstået… helt okay! Midt ind i denne surrealistiske og løsslupne verden træder Carl (Tom Surridge) ind. Han er lige blevet smidt ud af skolen, og da Quentin (Bill Nighy), ejeren af Radio Rock, tilfældigvis også er hans gudfar, og hans mor mener at livet i den virkelige verden vil gøre ham godt, så er skibet i Nordsøen det oplagte valg.

Instruktøren og manuskriptforfatteren Richard Curtis kommer med komedier som ”Fire bryllupper og en begravelse” og ”Love Actually” i bagagen, og ”The Boat that Rocked” er det nyeste skud på stammen. Det som Curtis gør fremragende gennemgående i sine film er at skabe en nærhed mellem seeren og sine karakterer. Det gør sig også gældende i ”The Boat that Rocked” og denne nærhed gør at man sidder med en følelse af: ”Ham der, ham gad jeg sgu’ godt være venner med”. Det gør at der bliver skabt en stemning af, hvad der bedst kan beskrives som hyggelig, og kammeratskabet mellem radiopiraterne ombord på Radio Rock bliver portrætteret glimrende. Og selvom ingen mennesker taler til hinanden som de gør i en Richard Curtis film, ville verden være et meget mere interessant sted at leve hvis de gjorde.

Man kan argumentere for at handlingen er noget tynd, idet den eneste egentlige konflikt er mellem regeringen og de rebelske antiautoritære radiopirater, og de kommer dybest set aldrig til en konfrontation. Men er det ikke lige meget om plottet er lidt fattigt når underholdningsværdien, kraftigt båret af det unægtelige fremragende soundtrack, er i top?

Soundtracket skal selvfølgelig være i orden i en så musikorienteret film – og det er det! Den underliggende musik, af selvfølgeligheder som The Who og The Kinks, men også mindre kendte kunstnere, fortæller historier der matcher det på billedsiden, og musikken er da også en betydningsfuld faktor som virkelig retter filmen ind på rette kurs.

”The Boat that Rocked” har et stort cast, og alt for mange personligheder til at man når at få et personligt forhold til nogen af dem, men hele vejen igennem er den en fest. Betragter man den som en sådan – en stor fest hvor man ikke får snakket lige meget med alle deltagerne – så får man en god gedigen gang underholdning og en fed oplevelse. Om ikke andet formår den garanteret at vække gode minder om forgangne tider, og i mit tilfælde bare en lille smule misundelighed over at være alt for ung til at have oplevet det.