Stærke, unge skuespillere fejer benene væk under publikum, når de indtager lærredet i en af de mest imponerende Stephen King-filmatiseringer til dato.

Gør dig klar til den mest skræmmende film du kommer til at se i år, for den har premiere i denne uge – ja, den er god nok.

Der er snart ikke en film der ikke kan pryde sig med at være baseret på en Stephen King-fortælling, men kvaliteten er der derimod længere imellem. Måske er det bevis på hvor alsidig en forfatter han er, eller, hvor umenneskeligt produktiv en forfatter han er. Eller måske begge dele.

Men blandt tvivlsomme filmatiseringer er den kommende ’The Boogeyman’ alt andet end tvivlsom. Rob Savages nye horrorfilm spreder rædsel som ingen længe har set, og både overgår og udvider let på sit kildemateriale.

Bekæmpelsen af forgængeren

Historien er langt mere kompleks end i Stephen Kings novelle, hvilket jo er en selvfølge.

Fortællingen er simpel; en mand fortæller en psykolog om døden af hans børn, som han er overbevist skyldes en overnaturlig synder, bøhmanden, som han kaldes på dansk.

Den største forskel fra det skrevne ord til filmen på det store lærred er at hovedpersonen ikke længere er en far der mistænkes for at være en seriemorder; i stedet er det Sophie Thatcher (’Yellowjackets’) som teenagepigen Sadie Harper, der prøver at vænne sig til en tilværelse uden sin mor, som døde kort inden hvor filmen begynder.

Hendes far, terapeuten Will Harper (Chris Messina, ‘Birds of Prey’), er også til stede i novellen, men får her en langt større rolle. På trods af sin profession er han nemlig heller ikke specielt klar på at tale om sit tab, især ikke med Sophie eller hendes lillesøster, Sawyer.

Disse to historier forenes da hovedpersonen fra novellen, Lester Billings (David Dastmalchian, ’The Suicide Squad’), dukker op på dr. Harpers kontor, desperat for at få sin skyldfølelse ud til enhver der vil lytte.

Udvidelsen af så kort en historie, der kun foregår på én lokation, kunne og ville give mængder af udfordringer, hvis man ikke har formået at få fat i essensen af hvad man kan gøre med et ellers så simpelt koncept. Heldigvis er det noget manuskriptforfatterne Scott Beck og Bryan Woods (’A Quiet Place’) har gjort med elegance.

Stort ansvar på små skuldre

I ’The Boogeyman’ bliver Lester Billings ikke tilsidesat, men i stedet en katalysator for det videre handlingsforløb.

På trods af hvad politiet tror, har den sygelige mand ikke dræbt alle sine tre børn, ej var det heller ikke en vuggedød. Det overbeviser Lester i hvert fald den allerede nervøse Harper om.

Nej, svaret på mysteriet findes inde bag skabsdøre og i mørket under sengen, noget, som hurtigt fæstner sig på Harper familiens sorg.

Det lyder måske som en klichefyldt film med de samme jumpscares, vi har set tusindvis af gange. Men både billed- og lydside får det til at løbe koldt ned ad ryggen, med et typisk monster, der alligevel bliver alt andet end typisk.

Det er sjældent at mørke udnyttes så imponerende, og at det er noget man endda skal rose. Men hvert øjeblik er nøje udtænkt, hvor de mest nervepirrende scener alene er oplyst af den yngste piges boldformede lampe, som hun tøvende sparker ned af gangen, mens publikum holder vejret, begge uvidende om den ondskab, der venter dem i det usete.

I centrum er de unge skuespillerinder, der kæmper bragt mod mørke kræfter, livsændrende traumer, og som giver deres voksne medspillere noget at skamme sig over.

Særligt fortjener den tiårige Vivien Lyra Blair som Sawyer at blive fremhævet, der allerede har en blændende karriere i vente efter at have spillet den ikoniske Leia Organa som barn i ’Obi-Wan Kenobi’. Og endnu engang skinner hun med hjerte og mod, og får sig også en del skrammer på vejen.

Ligeså er Sophie Thatcher superstjernemateriale, og jeg håber selv, at hun kommer til at få mange flere final girl roller på sit CV. Hun løfter historien til et helt nyt niveau, uanset om det gælder om at være monsterdetektiv eller at skrige sine uforstående teenagevenner i ansigtet.

Hendes følelser flyder over og igennem kameraet og rører alle omkring hende, og Sadie bliver en karakter der kan mærkes dybt indeni, og eftertænkes langt efter vi har forladt biografen.

Hurra for den simple frygt!

I ’The Boogeyman’ bliver den simple frygt for mørket virkeliggjort, og fremfor alt, så er den eksemplarisk bevis på, at der stadig er uendeligvis af magiske, frygtindgydende ideer derude der mangler at blive hørt.

Om de så findes ved at støve gysernoveller fra 70’erne af eller stammer fra de simpleste vandrehistorier om monstre under sengen, eller ved at skabe noget helt nyt som aldrig er set før, så er det en fryd når folk tør, og får lov til, at prøve deres ideer af.

Hvem end der har overbevist os alle sammen om at gysermediet er ved at dø hen tog grueligt fejl. Måske burde nogle ideer have været gemt væk og aldrig trukket ud af skabet, men på den positive side, så har vi lært noget af det.

Denne film er dog på ingen måde tilfældet. Så hvis du savner et ægte, krampende, sygeligt gys, så skal du ikke lede længere. ’The Boogeyman’ lover alt det, og mere til.