Fem venner i 20’erne har lånt en hytte i midten af ingenting, og det er fra starten af filmen blotlagt, at deres tur til skoven er et dække for at ligge i sprit og lagener en hel weekend. De fem kører af sted i en noget nedslidt autocamper, og må undervejs gøre holdt for at fylde brændstof på. Ved en faldefærdig benzinstation, som vist ikke har været i drift siden 1960’erne, møder de en noget gådefuld og uhyggelig mand som forklarer, at han kan give dem brændstof til turen hen til hytten, men at de selv må sørge for at komme tilbage.

Vel ankommet til hytten erfarer Holden (Jesse Williams), at han kan se ind i det andet værelse via et spejl der fungerer som vindue. Inden Dana (Kristen Connolly) når at klæde sig helt af, forklarer Holden hende om vinduet, og der er amoriner i luften. Det etablerede kærestepar, Jules (Anna Hutchison) og Curt (Chris Hemsworth), spiller senere på aftenen op til druk, dans og mere druk, og hele selskabet ender i hyttens kælder. Her begynder de alle at fatte interesse for hyttens oprindelige beboeres ejendele, men hvad de unge ikke ved er, at der uden for hytten, i skovens dybe stille ro, lige har rejst sig en hel zombiehær. Og lige inden hovedet falder ned i skødet grundet total genkendelig- og kedsomhed opstår et mesterligt plot: De fem er del af et ældgammelt ofringsritual, og at de overvåges som var det Big Brother eller Paradise Hotel.

For i en kælder dybt under jorden sidder nemlig et helt hold af teknikere og computernørder, der planlægger, hvordan de fem skal ofres. Dukkeførerne fungerer, som i eksempelvis The Hunger Games, som de ultimative herskere over de fem unges liv, og det er en uforudset og heldig drejning filmen tager. The Cabin in the Woods gør nemlig op med traditionelle gyser- og zombiefilm ved netop at have et lag mere end blot tredive liter teaterblod og stakkevis af lemlæstede kroppe.

Filmen sender i tide og utide referencer til alverdens gyser- og splatterfilm, og den slipper godt fra det. Selvom man ikke normalt dyrker disse genrer, er det ikke svært at genkende klassiske stilelementer. Filmen gør det godt som den alvidende og fremadskuende gyserfilm, der både er bevidst om sin egen uhygge og samtidig sin egen rolle i gyserfilmhistorien. Filmen spiller også på publikums forventninger til, hvad en gyserfilm skal besidde, og det er forventninger der indfries både tilfredsstillende og overraskende. Og så, i de sidste minutter af The Cabin in the Woods, bliver der åbnet op for alle tiders blodbad så det er en sand vulgær, overdimensioneret men så sandelig også velgennemført slagtefest.

Af Frederik Schelde-Jensen.